Træt og aggressiv: Sådan påvirker varmen dig

Er du varmestresset? Høje temperaturer skaber ubehag, koncentrationsbesvær og tunghed.

Varmen sætter store krav til, hvordan du får varmereguleret din krop. Oplever du varmestress skal du nedkøle kroppen. (Foto: Sisse Stroyer/Ritzau Scanpix) (Foto: Sisse Stroyer © Scanpix)

Nu har Danmark været ramt af sommervejr i mere end en måned. Temperaturer omkring 25 grader i dagligdagen er markant mere, end de fleste er vant til. Og hvis du laver de samme arbejdsopgaver på jobbet og i hjemmet, gemmer der sig farer for, at din krop bliver varmestresset.

Den varmestigning din krop oplever betyder, at du skal af med mere varme for at undgå hedeslag og dehydrering.

- Varmen er ikke i sig selv et problem. Det handler om, hvordan du slipper af med den, siger professor i humanfysiologi Lars Nybo fra Københavns Universitet, som har studeret, hvordan varme påvirker mennesker.

- Din kropstemperatur skal være i balance. Det er egentlig ret logisk, du skal finde koldere rum at opholde dig og undgå dehydrering, siger han.

Varmestress

Varmestress er betegnelsen for den tilstand din krop gennemgår ved vedvarende højere temperaturer.

Når kroppen udsættes for højere temperaturer end normalt, reagerer vi ved at føle os tunge, opleve koncentrationsbesvær og generelt ubehag samt have sværere ved at huske.

Din ydeevne og dine præstationer vil blive påvirket. Helt simple og vanlige opgaver som 4 + 4 bliver ikke sværere, men ligeså snart du skal kombinere komplekse dele og skabe sammenhæng, vil du erfare, at du er dårligere.

Varmestress vil først komme til udtryk ved sved, træthedsfornemmelser og svimmelhed. Hvis det bliver voldsommere ender det med hedeslag, koma og i sidste ende fatalt ved dødsfald, hvis ikke kroppen bliver varmereguleret.

Kilde: Lars Nybo viceinstitutleder, Institut for idræt og ernæring.

Langsomme landarbejdere

Et af de studier, der viser, hvordan mennesker reagere på varmestigninger, stammer fra drueplukkere på Cypern. Her viste det sig, at ved temperaturer omkring 22 grader brugte de fire procent af arbejdsdagen på pauser. Efter en stigning til omkring 30 grader tog de sig længere og oftere pauser svarende til 20 procent af arbejdstiden.

- Det er noget der sker næsten automatisk. Vi begynder at arbejde i et langsommere tempo, fordi kroppen ikke kan skille sig af med varmen, når du arbejder under solens stråler, siger Lars Nybo.

Det er meget typisk for erhverv, hvor man har sikkerhedsudstyr på og arbejder udendørs, at man kan opleve varmestress.

- Typisk vil man under varmestress fjerne så meget tøj som muligt, søge skygge og drikke væske, men det er ikke altid, at det er en mulighed, siger han.

Vi bliver mere aggressive i varmen

Varmen stiger til hovedet. Du reagerer på dine impulser. Pludselig har du skældt børnene ud, råbt af en bilist eller overfuset en kollega. Det scenarie genkender Lars Nybo.

- Når vi tester folk på motionscykler, så har de det helt fint med måleudstyret vi klistrer på deres overkrop og omkring hovedet. Når de så er blevet godt opvarmet, begynder de at pille meget ved udstyret. Deres tolerance bliver tydeligvis mindre, siger han.

Det hænger sammen med koncentrationsbesvær og træthed. Din krop forsøger at afhjælpe varmestressen, men det kan komme til udtryk på flere måder, hvis ikke du lige kan kommer under den kolde bruser.