Tre forskere opdagede et virus, der kan give skrumpelever og kræft: Nu får de Nobelprisen i Medicin

På grund af corona-krisen er nobelpris-ceremonien virtuel i år.

Normalt overrækker den svenske konge nobelprisen. Men i år var den traditionsrige ceremoni erstattet af en virtuel udgave. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Omkring 17.000 danskere lever med sygdommen hepatitis C - også kaldt smitsom leverbetændelse C.

Det er en sygdom, der primært smitter, hvis man deler blod. For eksempel ved at dele kanyler.

Ubehandlet kan en hepatitis C-infektion på lang sigt føre til skrumpelever og i sjældne tilfælde leverkræft.

Ind til 1980'erne kendte man ikke det virus, der giver hepatitis C.

Men så opdagede amerikanerne Harvey J. Alter, Charles M. Rice og briten Michael Houghton Hepatitis C-virusset.

Og den opdagelse førte med tiden til udviklingen af nye lægemidler. I dag kan langt de Hepatitis C-patienter derfor kureres.

For deres bidrag til den historie får de tre forskere i dag Nobelprisen i Fysiologi og Medicin.

160 millioner smittede

De tre forskere modtager prisen for deres "beslutsomme bidrag til kampen mod blodbåren hepatitis, et stort globalt sundhedsproblem, der forårsager skrumpelever og leverkræft hos mennesker over hele verden".

- Forud for deres arbejde havde opdagelsen af hepatitis A- og B været afgørende skridt fremad, skriver Nobelkomitéen.

- Opdagelsen af hepatitis C-virusset afslørede årsagen til de resterende tilfælde af kronisk hepatitis og har banet vejen for blodprøver og ny medicin, der har reddet millioner af liv, hedder det videre.

Hepatitis C skyldes en infektion med et virus, der forårsager leverbetændelse.

De fleste patienter får en kronisk infektion, som først bliver diagnosticeret mange år efter.

Hepatitis C forekommer globalt.

Det skønnes, at mere end 160 millioner er smittede på verdensplan.

I Danmark diagnosticeres 150 til 250 nye kroniske tilfælde om året ifølge Statens Serum Institut.

Nye lægemidler helbreder de fleste

Der er kommet nye og effektive lægemidler, der bruges i behandlingen af kroniske infektioner, som helbreder 90-100 procent af patienterne.

Formålet med medicinsk behandling er at helbrede infektionen og dermed mindske risikoen for skrumpelever og leverkræft.

- For første gang i historien kan sygdommen nu kureres, og det giver håb om at udrydde hepatitis C fra verdens befolkning, skriver Nobelkomitéen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Med Nobelprisen følger en check på ti millioner svenske kroner, som de tre forskere skal dele.

Under normale omstændigheder ville de få overrakt prisen af den svenske kong Carl Gustaf ved en ceremoni i Stockholm 10. december.

Men på grund af udbruddet af coronavirus er mødet med den svenske konge aflyst og erstattet af en virtuel ceremoni.

/ritzau/redigeret af DR