Tre ud af fire 11- til 15-årige bevæger sig for lidt

Mange børn lever ikke op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet, viser rapport.

Forsker mener, at børns store forbrug af gadgets som tablets og smartphones er med til at gøre dem inaktive. (Arkivfoto). (Foto: Kasper Palsnov /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Blot en fjerdedel af børn i alderen 11 til 15 år lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at være fysisk aktiv mindst en time om dagen.

Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der udkommer tirsdag, ifølge Berlingske.

Rapporten giver ifølge mediet for første gang et reelt svar på, hvor meget børn rent faktisk bevæger sig til daglig.

- Det bekræfter, hvad vi havde mistanke om fra tidligere undersøgelser og udenlandske undersøgelser, hvor vi kan se, at Danmark klarer sig dårligt på det her punkt.

Det siger Tue Kristensen, der står bag rapporten fra Sundhedsstyrelsen, til Berlingske.

Det er første gang, at styrelsen har lavet en objektiv måling af børnenes aktivitetsniveau. 1677 børn i 5., 7. og 9. klasse har fået påført en bevægelsescensor på hoften, som de har gået med i omkring en uge.

'Alvorlige konsekvenser for sundhedssystemet'

Jens Troelsen, der er professor på Syddansk Universitet og leder af forskningsenheden Active Living, kalder børns fysiske inaktivitet for et "folkesundhedsproblem".

Det risikerer ifølge ham at få "alvorlige konsekvenser for vores sundhedssystem" på grund af sygdomme, der kan følge med fysisk inaktivitet.

Han fortæller, at den store synder formentlig er børnenes store mængder tid foran skærmen.

- Mit allerbedste bud er, at skærmen spiller en stor rolle. Antallet af skærme er jo mangedoblet over de seneste 10-20 år, så der er snart ingen børn i kongeriget, som ikke har en skærm foran sig i form af en iPhone eller en iPad, siger han og tilføjer:

- Og det er jo voldsomt passiviserende, hvad enten man ser YouTube eller spiller computerspil, så er det jo forbundet med en meget lille grad af fysisk aktivitet

Sundhedsstyrelsens rapport viser, at de 11 til 15-årige i gennemsnit bruger knap 11 timer på stillesiddende adfærd i hverdagen. I weekenden stiger tiden til mere end 12 timer.

/ritzau/

Facebook
Twitter