Usikre og ulykkelige: Derfor forlader fædre deres børn

Nogle mænd er ikke så tæt på deres børn, og det betyder, at de oftere forsvinder helt ud af deres liv.

Nogle fædre smutter, fordi de tror, det er bedst for deres børn. For andre er det for hårdt emotionelt at se børnene. Og for andre tager deres nye familie hele deres opmærksomhed. (© ColourBox)

Du har sikkert hørt den her historie før.

Far og mor skændes hele tiden. Børnene sidder henne i hjørnet og græder - bange og chokerede over deres forældres skænderi. En dag bliver det for meget - far og mor skal skilles - og far flytter ud. Efter far er flyttet, ser børnene sjældent noget til ham - og han forsvinder ud af deres liv.

For børnene kan det virke som en enorm egoistisk beslutning, at far ikke er der. Men sådan ser faren det for det meste ikke, forklarer psykologen Svend Aage Madsen, der siden 1999 har stået bag Rigshospitalet forskningsprogram i fædre.

- Mændene tænker ofte, at det ikke betyder så meget for deres børn, at de ikke er der. De tænker: ‘Jeg har jo alligevel ikke haft så tæt et forhold til barnet, og de har det jo bedre hos deres mor’. Det er tit rationalet bag, siger han.

Men der er også fædre, som på grund af konflikter omkring skilsmissen får alt for svært ved at holde kontakten, forklarer Allan Westerling, der er socialpsykolog og forsker i familieliv på RUC.

- Der kan være mange grunde til, at de fædre opgiver at holde kontakten med deres børn. En grund kan være konflikter i forbindelse med skilsmissen. For langt de fleste forældre er det at blive skilt forbundet med følelser af sorg og tab, og det kan bidrage til, at det er vanskeligt for nogle fædre (og mødre) at etablere en ny form for kontakt med deres børn, siger han.

Sværere at smutte, hvis far og børn er tætte

Heldigvis er det i dag sådan, at færre fædre mister kontakten til deres børn, forklarer Svend Aage Madsen. Og det skyldes nok, at fædre er mere sammen med deres børn.

- Fædre har fordoblet deres tid sammen med børnene over de sidste ti-tyve år. Og vi ved, at jo tættere et forhold en far har til sine børn, desto mindre er risikoen for, at han mister kontakten, hvis han eksempelvis bliver skilt fra moren, siger han og fortsætter:

- Når far har en nær tilknytning til børnene, kan han nemlig fornemme deres indre liv og forstår, hvad hans fravær kommer til at betyde for dem. Men det har han ikke så mange tanker om, hvis han i forvejen ikke kender sine børn så godt.

Men misbrug og sygdom kan komme i vejen, selv hvis far er tæt med ungerne, for mænd bliver ramt meget hårdere af skilsmisser end kvinder.

Mænd går oftere i hundene

Når mænd bliver skilt, har de det ofte sværere, fordi de ikke har nogen at snakke med. Hvor kvinder eksempelvis snakker fortroligt med en eller flere veninder, er partneren ofte den eneste, manden kan tale fortroligt med. Og når han bliver skilt, står han helt alene, forklarer Svend Aage Madsen.

- Manden er ofte blevet afhængig af parforholdet på et emotionelt plan - ligesom kvinder var det økonomisk før i tiden. Og tit er det også kvinder, der sørger for at pleje de sociale kontakter - selv til mandens egen familie. Så pludselig står han meget alene, siger han.

Mænd havner også oftere i misbrug eller depressioner efter en skilsmisse, og det kan stå i vejen for, at de kan have børnene hver anden uge, forklarer Allan Westerling.

- Hvis vi på grund af misbrug eller andre problemer har mistet kontakten til vores børn, er det forbundet med et stort tab. Og har kontakten været afbrudt i en periode, kan det være svært at etablere den igen bagefter, siger han og fortsætter:

- Og for nogle mænd rammer det deres idealforestilling om, hvad det vil sige at være en god far. De føler, at de svigter, og får dårligere og dårligere samvittighed, jo længere tid der går.

Ikke kun fars skyld

Når far mister kontakten til sine børn efter en skilsmisse, er det ikke altid kun hans egen skyld. Ifølge Allan Westerling er der en række strukturer i samfundet, der gør det sværere for faren at etablere det tætte forhold til sine børn. Et tæt forhold, der gør det nemmere at holde kontakten, efter han er flyttet fra mor og børn.

- Arbejdspladsen bliver ofte en begrænsning for faren, da det ikke er alle steder, hvor det er normen, at manden tager særlig meget barsel. Og for mange fædre er det sådan, at den orlov, der ikke er reserveret specifikt til far, bliver taget af mor, siger han.

Der er sågar nogle mænd, der bliver mødt med manglende forståelse eller drilleri på arbejdspladsen, forklarer Allan Westerling.

- Jeg har mødt unge fædre, der bliver mødt med: 'Nå, render du af pladsen?' Altså en skjult undertone om, at det er lidt forkert, det han gør. I de tilfælde kan det være svært at vælge barnet over arbejdet, for faren prøver måske bare at passe ind, siger han.

Allan Westerling understreger, at de her stereotyper om mænd og kvinder, ikke kun på arbejdspladsen, men også derhjemme, ofte kan stå i vejen for mandens barsel.

- Den stereotype forestilling om det naturlige moderskab gør, at det for nogle mødre føles forkert at give barsel fra sig. Når det er en fælles pulje, føler nogle mødre, at de opgiver noget af deres ret til tid sammen med barnet. Og det føles ikke supergodt, siger han.

Evolutionen har gearet mænd og kvinder forskelligt

Forestillingen om, at kvinden passer børnene, mens manden skaffer føden, er ældre end hele menneskeheden. Derfor kommer det ikke bag på Henrik Høgh-Olesen, at vi har svært ved at vriste os fri af de her kønsstereotyper i dag.

- I 200 millioner års pattedyrsudvikling har hunnen spillet den afgørende rolle i plejen af afkommet. Derfor er det ikke underligt, at kvinder i udgangspunktet er mere tilbøjelige til at vælge barsel og omsorg til, mens mændene vælger det fra, siger han.

Men sammenligner vi os med chimpanserne - vores tætteste slægtning i dyreriget - er menneskehannen faktisk langt mere involveret i børnene.

- Vi er den af primaterne, der er suverænt mest sammen med vores afkom. Chimpanse-hunner er meget promiskuøse, så hannerne kan aldrig være sikre på, hvem der er faderen til ungen. Derfor er de sjældent særligt investerede, siger han og fortsætter:

- En anden grund til, at menneskefædre er mere investerede, er, at vores børn er så hjælpeløse, når de bliver født. Skulle en baby kunne det samme som en nyfødt chimpanse, skulle den ligge 22 måneder i livmoderen. Derfor kan moderen stort set ikke andet end at tage sig af barnet, mens faren skaffer mad. En chimpanse-mor har lettere ved at skaffe mad selv, mens ungen hænger under hende, siger han.

Hos chimpanserne er hunnen seksuelt aktiv med mange af hannerne. Derfor er hannerne aldrig sikre på, hvem der er far til hvem - og de engagerer sig derfor ikke så meget i ungerne. (© Shiny Things / Flickr)

Kvinder har evolutionært valgt den omsorgsfulde mand

Fordi hunner hos os mennesker er så afhængige af, at hannen kan hjælpe til, har det været nødvendigt for hunnen at sikre sig en han, der er omsorgsfuld, forklarer Henrik Høgh-Olesen.

- Når vi hanner, hos mennesker, er så sociale med vores børn, er det jo, fordi at hunnerne har valgt ham, der er generøs, omsorgsfuld og kærlig. Hvis hun har haft to stærke hanner at vælge mellem, hvorfor så ikke tage ham, der også er social og omsorgsfuld? siger han.

Hvor det er alfahannen i en chimpanseflok, der har førsteret til at parre sig med hunnerne, og hunnerne derfor ikke kan vælge, hvem de parrer sig med, har hunnerne hos os mennesker haft mulighed for ekslusivt at vælge den han, de ville have, forklarer han.

- Vi mennesker har en lille enhed i flokken, der hedder en familie. Her sørger hannen for mad og beskyttelse. Til gengæld giver hunnen udelukkende ham seksuelle privilegier, siger han.

Kønsroller ikke mejslet i sten

Men selvom faren i millioner af år har været skafferen og mor plejeren, kan rollerne sagtens rykke sig, forklarer Henrik Høgh-Olesen. For vi mennesker er ekstremt omstillingsparate.

- Der er forskning, der viser, at jo mere du som mand er sammen med dit barn, desto flere kvindelige kønshormoner udskiller du. Og de gør, at du bliver mindre aggressiv og mere omsorgsfuld, siger han.

Men faktisk er den opdelte familie, hvor far tager på arbejder og tjener penge, mens mor går hjemme og passer børn, en ret ny opfindelse i menneskehedens store historie.

Den familiestruktur opstod først, da industrialiseringen førte befolkningen fra landet og ind i byerne fra midten af 1800-tallet, forklarer Anna Sofie Bach, der er sociolog ved Syddansk Universitet.

- I mange tusinder af år levede de fleste af os mennesker af landbrug - og i landbrugsfamilien arbejder man jo hjemme. Far og mor går jo hjemme hele dagen, og børnene hjælper til. Der var slet ikke samme opdeling af arbejdsliv og familieliv, som vi har i dag, siger hun og fortsætter:

- Men det betyder ikke, at mændene dengang tog sig af børnene, som vi ser det i dag med bleskifte og bæresele. I landbrugssamfundet fik familierne mange flere børn, og var i højere grad en produktionsenhed, hvor samværet så også forgik i relation til arbejdet.

I 50'erne så man ikke mange fædre passe deres spædbørn og gå med dem i en bæresele. Det var i denne periode, at fortællingen om den fraværende far opstod. Ham der var taget på arbejde, når børnene stod op og kom udmattet hjem til aftensmaden om aftenen. (© ColourBox)

Begrebet 'den fraværende far' udbredes efter 50'erne

Efter Anden Verdenskrig boede rigtig mange familier i de store byer, hvor far (og nogle gange mor) arbejdede på fabrikken. Arbejdsdagen var lang, så det var ikke meget, far fik børnene at se.

- I løbet af 60’erne og 70’erne begynder mange mænd at skrive og problematisere den fraværende far. De fædre, der var født lige efter krigen, var blevet voksne og havde selv fædre, de næsten aldrig så. Så de ville noget andet, siger Anna Sofie Bach.

Det førte til at de danske politikere i 1984, som nogle af de første i verden, indførte barsel til mænd, forklarer hun.

Og i dag diskuterer politikerne stadig, om der skal indføres øremærket barsel til mænd, for danske mænd tager kun 9 procent af barslen, mens kvinderne tager 91 procent.

Det er helt anderledes i de andre nordiske lande, hvor ordningen med at øremærke en del af barslen er indført. Især Islandske fædre udnytter barslen ved at tage 30 procent af den i gennemsnit.

Du bliver som din egen far

Der kan altså være mange grunde til, at far ikke er så meget til stede i børnenes liv - og barsel er en af hindringerne. En helt anden, men også vigtig grund til, at far er fraværende og måske helt forsvinder, er hans egen opvækst, forklarer Svend Aage Madsen.

- Hvis faren selv har haft en indlevende far eller mor, så har han en bedre evne til at åbne sig for sit barn og leve sig barnets liv, siger han.

Har faren derimod haft fraværende forældre, kan det være meget svært for ham at danne de her tætte relationer. Og er de tætte relationer der ikke, når det eksempelvis ender i en skilsmisse, er der større risiko for, at faren mister kontakten til børnene helt, forklarer han.

Men han understreger dog, at man sagtens kan være en god og nærværende far, selvom man har haft en hård opvækst.

- Det er noget, man kan reparere gennem livet. Og for de fleste, så klarer de det selv og bliver gode og nærværende fædre, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk