Veldækket mødebord giver ekstra deller på maven

Vi småspiser, når vi er på arbejde. Og det bliver til mange kalorier på en arbejdsuge, viser ny undersøgelse.

Vi småspiser på jobbet. Og det svarer til cirka 1.300 kalorier på en arbejdsuge. Det er cirka seks Marsbarer eller den mængde kalorier, som en gennemsnitlig kvinde bruger på at løbe et halvmarathon.

Vi kan godt lide at gumle på noget sødt, når vi er på arbejde. Især hvis der er pause eller møde. Så skal der for eksempel kage, hvidt brød eller chokolade på bordet.

For det er ikke de sunde snacks og drikkevarer, som vi går efter i arbejdstiden.

På jobbet siger mange af os 'nej tak' til gulerødder, æbler, nødder og andre fødevarer, som ellers ligger i den sunde ende af kostpyramiden.

Faktisk spiser vi i løbet af en arbejdsuge i gennemsnit 1.300 kalorier gennem vores snackeri på arbejdspladsen, viser en ny undersøgelse.

Og det lyder måske ikke af meget. Men det er det, siger Lars Klingenberg, der er studieadjunkt på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

- Det er en mængde, som kan flytte noget på noget ens vægt, hvis det sker gennem længere tid, siger Lars Klingenberg.

1.300 kalorier svarer så nogenlunde til seks Marsbarer. Eller til den mængde kalorier, som en gennemsnitlig kvinde bruger på at løbe et halvmarathon.

Pas på chips om aftenen

Undersøgelsen er lavet af det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention, der har ansvaret for folkesundheden i USA. Men resultaterne kan overføres til danske forhold, vurderer Lars Klingenberg.

Der er 5.222 personer med i undersøgelsen. De er ansat på virksomheder over hele USA, og forskerne har kigget på, hvad det er for drikke- og fødevarer, som de køber i kantiner og automater derude på arbejdspladserne. Og det er især snacks med et højt indhold af fedt og kulhydrater, der er populære i arbejdstiden.

- Det er jo ikke i sig selv et problem med de ekstra kalorier, hvis man generelt over hele dagen spiser sundt og ikke for meget, siger Lars Klingenberg.

- Men hvis man stadigvæk spiser en pose chips om aftenen, altså spiser for meget og vælger de energitætte madvarer både på arbejdet og derhjemme, så har man højst sandsynligt et problem, siger Lars Klingenberg.

Lav sunde møder

Virksomhederne har et ansvar, mener man hos Centers for Disease Control and Prevention, for de kan hjælpe med at tilbyde sundere alternativer i kantiner og automater.

Samtidig kan virksomhederne også lave retningslinjer for, hvad man stiller frem til møder og sociale begivenheder på arbejdspladsen.

- Vi fandt jo ud af, at det især var de gratis fødevarer, som ansatte gik efter, og derfor kan virksomhederne overveje at udarbejde sunde mødepolitikker, der fremmer sund mad, siger Stephen Onufrak fra Centers for Disease Control and Prevention i en pressemeddelse om undersøgelsen.

Lars Klingenberg er enig i, at det er en god strategi:

- Hvis der er gratis mad, så bliver det spist, siger han.

Fint med småkager, men...

Hvis virksomheden har en politik om, at gratis mad som småkager eller slik skal være tilgængeligt for medarbejdere, så er det isoleret set fint nok, mener Lars Klingenberg.

Men virksomheden skal også være klar over, at man så understøtter en kultur, hvor der altid er søde sager tilgængelige, som man kan tage for sig af, hvis man keder sig.

- Hvis man som virksomhed vil fremme medarbejdernes sundhed, så skal man se på den her kultur og det, som man serverer til møder og har liggende derude i salgsautomaterne, siger Lars Klingenberg.

Facebook
Twitter