Video om coronavirus og c-vitamin spreder sig: Men dit immunforsvar bliver ikke boostet af citrusfrugter

Eksperter afviser kropsterapeuts råd om, at en masse c-vitamin giver stærkere immunforsvar.

C-vitamin er godt for krop. Men de fleste danskere får rigeligt c-vitamin gennem kosten og har hverken brug for vitaminpiller eller ekstra appelsiner. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

De seneste dage er en video blevet delt i hastig fart på Facebook.

I skrivende stund har videoen rundet 66.000 delinger, siden den blev lagt op den 28. februar.

I den fortæller kropsterapeut Martin Bonde Mogensen sin mening om, hvordan

medierne
dækker det nye coronavirus, Covid-19.

I videoen slutter han af med at opfordre til, at man husker at spise c-vitamin.

- Og så husk, at hvis du spiser en masse c-vitamin, så får du et stærkere immunforsvar (...) Køb noget c-vitamin i Matas, få nogle vitaminpiller, så du får bygget dit immunforsvar op (...), siger han.

Nogle af de over 65.000 personer, der har delt videoen, knytter en kommentar til omkring C-vitamin. Martin Bonde Mogensen opfordrer i videoen til, at du får C-vitamin fra broccoli eller vitaminpille. (© dr)

Nogle af de over 66.000 personer, der har delt videoen, knytter en kommentar til rådet om at spise c-vitamin.

Men der er ingen videnskabelige resultater, der bakker op om, at det nytter noget at skynde sig på apoteket efter c-vitamin.

Det forklarer Christian Wejse, der er speciallæge i infektionsmedicin og lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

- Det er et udokumenteret sundhedsråd, og det kan

potentielt
være problematisk, hvis man tager store doser c-vitamin.

Hjælper måske en smule mod forkølelse

Christian Wejse forklarer, at det er veldokumenteret, at indtagelse af c-vitamin ikke sænker risikoen for at pådrage sig en forkølelse.

Til gengæld peget noget forskning på, at c-vitamin måske kan afkorte forløbet en smule ved almindelig forkølelse.

Og derfor kan man måske også komme til at tro, at det også kan hjælpe mod Covid-19.

- Nogle resultater tyder på, at hvis du får en forkølelse, og generelt har et højt indtag af c-vitamin, så er forløbet med forkølelsen otte procent kortere end hos personer, der ikke har et højt indtag, siger han og fortsætter.

- Og da nogle forkølelsesvira tilhører corona-familien, så kunne man fejlagtigt tro, at nogle af de mekanismer, der gælder for almindelig forkølelsesvirus også gælder for Covid-19. Men det ved vi ikke, for det er ikke undersøgt, så det kan ingen konkludere eller rådgive ud fra.

Selvom Martin Bonde Mogensen på intet tidspunkt nævner i sin video, at c-vitamin har en gavnlig

effekt
i forhold til Covid-19, så medgiver han, at det muligvis kan opfattes således.

- Jeg kom med et godt råd til at styrke immunforsvaret. Men jeg kan sagtens se, at hvis man ikke tænker mere over det, kan man tro, at "hvis jeg spiser det der (c-vitamin, red.) så får jeg ikke det der (Covid-19, red.)", siger han.

Men rådet om, at c-vitaminer styrker immunforsvaret holder ikke helt, hvis du ellers spiser sund og

varieret
.

Du er dækket ind gennem kosten

Der er ikke videnskabeligt bevis for, at c-vitamin styrker immunforsvaret.

Det forklarer Jan Pravsgaard Christensen, der er professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.

Immunforsvaret
kan ikke blive boostet ved, at du spiser mange citrusfrugter eller en c-vitaminpille.

- Det er ikke videnskabeligt veldokumenteret, at store mængder c-vitamin gør en forskel, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Han forklarer, at hvis du er i mangel på c-vitamin, så vil det selvfølgelig hjælpe din krop at få et

tilskud
.

- Men hvis du har en sund og

varieret
kost, ændrer det ikke noget.

Christian Wejse understreger, at de fleste danskere har et ganske udmærket immunforsvar.

- Og de fleste er dækket ind i forhold til c-vitamin gennem kosten.

Dobbelt så meget er ikke dobbelt så godt

Jan Pravsgaard Christensen forklarer, at det eneste du sandsynligvis opnår ved at spise piller med c-vitamin er, at din urin bliver dyr.

Du tisser nemlig alt det ekstra c-vitamin ud igen.

Men det betyder ikke, at du bare skal spise en masse c-vitamin, fordi du alligevel gerne vil være på den sikre side.

- Du skal være opmærksom på, at alt bliver giftigt i store doser. Selvom det

overskydende
c-vitamin kommer ud med din urin, kan det i store mængder for eksempel give nyreskade.

Det hænger altså ikke sådan sammen, at dobbelt så meget c-vitamin som anbefalet virker dobbelt så godt.

- Du bør altid følge anvisningen, der følger med dine vitaminpiller, medmindre du har fået andet af vide af din læge, siger Jan Pravsgaard Christensen.