VIDEO Slik og 'Alene hjemme': Det er godt for din hjerne at dovne hele juleferien

Du bliver gladere af at putte med kæresten på sofaen og se den samme film for 12. gang.

Du har ferie, juleaften er overstået og nu venter du egentlig bare på, at det bliver nytårsaften.

Dagene går med vigtige opgaver som at slå mave, stene YouTube og spise alt det juleslik, der er tilovers.

Og det kan give dårlig samvittighed, for tænk på alt det, du kunne have udrettet i din ferie?

Men de tanker kan du godt pakke væk. Det er nemlig godt for din hjerne at komme helt ned i gear.

Især hvis du får besøg af en god puttemakker eller din kæreste (det er jo cuffing-season), der gerne vil ligge i ske. Så udskiller din krop nemlig oxytocin, der også kaldes ‘krammehormon’.

Oxytocin udskilles fra en lille kirtel i din hjerne, der hedder hypofysen. Og det er bare helt vildt lækkert. Det giver nemlig en følelse af lykke og velvære - og så binder det dig og din partner sammen, når I er tætte.

Slik og snacks gør dig også glad

I Danmark elsker vi slik. Vi elsker det så højt, at vi i 2019 tog førstepladsen som det land, hvor der bliver spist mest slik per person - hele 6,6 kilo om året.

Det kan selvfølgelig have mange ulemper som huller i tænderne og alt for meget sukker i kroppen.

Men det kan også have en fordel eller to. Når du guffer slik, udskilles der nemlig dopamin og serotonin i hjernen, der giver en følelse af glæde og velvære.

Men du kan selvfølgelig ikke fortsætte med slik, ingen motion og putten under dynen for evigt. Det er usundt for både kroppen og sindet - men det problem kan du godt vente med at tænke på til januar.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk