Lars fra ’Mesterhjerner’: Alle kan træne sig til en super hukommelse

40-årige Lars Christiansen er danmarksmester i at huske spillekort og tal. Her deler han ud af sine tips til at træne hjernen.

(© dr)

Den høje mand med fuldskæg lukker al støj ude og samler koncentrationen om at lægge kort efter kort i den rækkefølge, som skuespilleren Lars Mikkelsen har vist ham få minutter inden.

Manden, Lars Christiansen, gør det i løbet af få minutter – lægger de 52 spillekort nøjagtig i den rækkefølge, som skuespilleren havde lagt dem.

Lars Christiansen er forsvarende danmarksmester i hukommelse fra 2015, og han medvirker i aftenens program ’Mesterhjerner - hukommelse’.

DR K sender programmet tirsdage klokken 21.

Bag den super hukommelse gemmer sig teknikken rutemetoden. Det er en teknik, som Lars træner hver eneste dag, året rundt.

Kombinerer den lange og den korte hukommelse

I rutemetoden kombinerer man de områder, man kender på forhånd, det kan være ens stue eller den by, man bor i, med de ting som man skal huske, forklarer Lars Christiansen til dr.dk:

- Tag for eksempel min stue, hvor reolen, dørkarmen, sofaen, spisebordet hver repræsenterer et rutepunkt. Så kobler jeg de enkelte ting, som jeg skal huske, på et rutepunkt.

- Er det min indkøbsliste, kombinerer jeg æg med reol, the med spisebord os så videre. Så forestiller jeg mig, at jeg kaster bakken med æg på reolen, så æggene smadres. Og teen drysser jeg ud over spisebordet.

- Man hægter altså de ting, man skal huske, på de steder, som man kender, og kombinerer dermed korttidshukommelse med langtidshukommelse. Det gør det mere spiseligt for hjernen.

Brug ekstreme personer

Lars Christiansen træner rutemetoden mellem en og halvanden time hver dag. Han kalder metoden for den mest effektive og ultimative teknik og udvider rutemetoden med blandt andet at være meget kreativ.

For mig er det at tænke ekstremt og også politisk ukorrekt, tilføjer han:

- Det gælder om at bruge de kreative muligheder, vi har. Og for mig er det effektivt at kombinere for eksempel tal med personer, som jeg rigtig godt kan lide eller ikke lide.

- Jeg bruger selv sangerinden Miley Cyrus på tallet 35 og den tidligere basketballspiller Shaquille Rashaun O'Neal med tallet 67. Begge to har et markant udseende, og jeg kan rigtig godt lide dem.

Lars Christiansens påstand er, at alle kan træne sig til en super hukommelse. Men der skal tid og træning til, understreger han:

- Det, jeg kan i dag med min hukommelse, har jeg trænet mig til, og det er hårdt arbejde. Hver dag og året rundt.

Han deler gerne ud af sine gode tips til, hvordan man få en skarpere hukommelse.

Fem gode råd til at huske bedre

  • Vær nærværende om, hvad du skal huske. Her skal du stille skarpt, når du for eksempel skal huske et navn, eller når du møder et andet menneske. I stedet for at lade tankerne flyve forbi med det du skal senere, så kan du kombinere navnet på personen med en bemærkning, som han eller hun har sagt.

  • Vær kreativ. Du skal bruge de kreative muligheder vi har. Det kan være noget ekstremt eller politisk ukorrekt, som du forestiller dig, at du giver personen en lussing for at ville huske hende/ham. Det er ofte nemmere at huske mennesker, som du enten rigtig godt kan lide eller absolut ikke kan lide.

  • Brug dine følelser. Du kan for eksempel spørge de mennesker, som har den rette alder til at huske den 11. september 2001, hvad de lavede netop den dag. Her kombinerer du deres svar med deres navn.

  • Sæt også dufte- og høresansen i spil. Kan du kombinere duften fra en person eller de omgivelser, I møder hinanden i, kan du overføre duften af for eksempel brændte dæk med navnet på ham eller hende du står overfor.

  • Transformationen. Her skal du gøre abstrakt information til et konkret billede. Det kan være med personer, som du enten ikke kan lide eller kan lide vildt meget.

Lars Christiansen har deltaget i en stribe både danske og internationale konkurrencer, hvor det gælder om at huske mest muligt rigtigt på tid. Første gang han var med i en konkurrence, husker han tydeligt:

- Det var de svenske mesterskaber, og jeg var rystende nervøs. Jeg havde heller ikke spist ordentligt, så jeg gik ned med et brag, fordi jeg gik hurtigt flad. Jeg havde spist sukkerholdige cornflakes, som ikke gav nok energi. Der lærte jeg, at avocado og nødder sammen med nok vand og også cola giver energi i konkurrencer.

Vil på top 50

Lars Christiansen arbejder hårdt på at få en plads på top 50 over de bedste i verden til at huske og også at blive international grand master of memory. Det er et verdensmesterskab, som første gang blev holdt i 1995.

Han har også et tredje mål, nemlig at slå Danmarksrekorden i disciplinen ”spoken numbers”. Her kommer cifrene ud fra en højtaler med ét sekunds mellemrum, og de bliver ikke gentaget. Deltagerne skal huske alle cifre i den rigtige rækkefølge.

Det er Lars’s favoritdisciplin, tilføjer han:.

- "Spoken numbers" er den sværeste huskedisciplin, fordi tallene ikke er visuelle, og de bliver kun nævnt en gang.

- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor ”spoken numbers” er min favorit. Min rekord ligger på 63, men jeg kan langt mere. Så jeg regner med at kunne slå rekorden på de 127 cifre.

Fakta om Lars Christiansen

  • Har arbejder som konsulent 30 timer om ugen på et jobcenter i København.

  • Hukommelsestræning er først kommet til i 2010, da han læste en bog om, hvor meget hjernen kan rumme.

  • Lars er forsvarende Danmarksmester fra 2015. Der har ikke været et danmarksmesterskab siden. Han har Danmarksrekorden i 10 minutters spillekort (170 kort) og 15 minutters cifre (420 cifre).

  • Han har deltaget i flere hukommelseskonkurrencer i blandt andet Sverige, Spanien, Italien og Tyskland.

  • Hans favoritdisciplin er tal, og især spoken numbers, hvor tallene kommer ud en højtaler.

  • Lars’ hadedisciplin er abstrakte billeder.

  • Lars er den eneste certificerede hukommelsestræner i Danmark.

Programmet ’Mesterhjerner’ bliver sendt i aften på DR K klokken 21. Her er temaet hukommelse.

FacebookTwitter