Manipulerende parasitter giver Eline sejren i Ph.d. Cup 2019

Hun vinder for sin forskning, der måske kan hjælpe én milliard mennesker af med deres parasitter.

Fredag aften løb biologen Eline Palm Meldgaard af med sejren i årets Ph.d. Cup, der blev sendt på DR2.

I konkurrencen dystede hun mod fire andre i, hvem der var bedst til at formidle resultatet af sin forskning. Og det blev altså den 31-årige biolog, der til sidst overbeviste dommerne om, at hun var vinderen.

Eline Palm Meldgaard har i sin Ph.d.-afhandling fundet frem til, hvordan tre parasitiske orme manipulerer med vores immunforsvar. Det gør de ved at sende små molekyler ind i vores celler. Molekyler, der forhindrer cellerne i at sætte gang i den immunrespons, der vil dræbe ormene.

Den nye viden kan, ifølge hende, måske i fremtiden føre til, at vi kan opdage ormene langt hurtigere, og at vi kan udvikle en ny og mere effektiv kur mod dem.

Og det var en glad og meget overrasket Eline Palm Meldgaard, DR Viden fik fat i efter showet.

- Jeg var meget nervøs, alle de gange vi øvede det igennem. Men da endelig alle dommerne og publikum sad klar, kørte det bare. Jeg fik så meget energi af publikum, siger hun.

Fik scenetræning af skuespiller

Inden finalen rullede over skærmen, fik alle finalisterne træning i at stå på scenen af skuespilleren Nastja Arcel, der er kendt fra film som ‘Journal 64’ og ‘Kongekabale’. Og det har virkelig rykket ved noget i Elines formidling, fortæller hun.

- Hun gav mig teknikker til at variere mit toneleje, hvor hurtigt jeg snakker, og hvordan jeg kan gå rundt på scenen og gøre det hele mere livligt. Det kan jeg helt sikkert bruge, når jeg skal holde oplæg i fremtiden, siger hun.

I det hele taget mener Eline, at danske forskere godt kunne blive bedre til at formidle deres resultater.

- Ofte er forskningen slet ikke tilgængelig for almindelige mennesker, fordi det kun bliver udgivet i videnskabelige tidsskrifter. Så den viden, folk finder på nettet, er enten fortolkninger af vores forskning eller decideret pseudovidenskab (artikler, der udgiver sig for at være baseret på videnskabelige metoder, men som ikke lever op til kravene, red.]) siger hun og fortsætter:

- Det er vigtigt, at vi kommer ud med vores viden, så dem, der tordner mod vacciner eller påstår, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, ikke er de eneste, der kommer til orde, siger hun.

Ved endnu ikke, hvad præmien skal bruges til

Vinderen af konkurrencen får 30.000 kroner fra Lundbeck-fonden. Penge, der skal bruges til en forskningsrejse, en forskningsfilm eller noget andet, der kan hjælpe karrieren på vej.

Men Eline ved endnu ikke, hvad hun vil bruge pengene til.

- Jeg arbejder jo faktisk ikke som forsker på universitetet mere. For nylig startede jeg hos virksomheden ALK i Hørsholm, hvor jeg hjælper med at kvalitetsteste allergimedicin. Så hvad jeg lige skal med præmien, ved jeg ikke endnu, siger hun.

Men hun afviser ikke, at det kan være en forskningsrejse - så længe barn og mand kan komme med.

- Det skal være et sted, hvor min datter på 15 måneder og min mand kan komme med. Så det bliver nok ikke på den anden side af kloden, slutter hun.

Facebook
Twitter