10 floder står for næsten al plastikforurening i verdenshavene

Verdenshavene er forurenet med millioner af tons plastik, og det meste kommer fra et lille antal floder. Men det kan være godt nyt, mener forskere.

En båd med kinesiske arbejdere, der forsøger at fjerne skrald fra Yangtze-floden omkring Chongqing. (Foto: CHINA DAILY © Scanpix)

Klodens oceaner og havområder er fyldt med plastikaffald.

Ingen ved præcist, hvor meget plastik der flyder rundt på verdenshavene. Nogle forskere anslår, at mennesket gennem de seneste årtier har fyldt cirka 155 millioner ton plastikaffald i havene.

Og der bliver ikke mindre af det. Forureningen vokser. Forskellige forskningsstudier anslår, at vi hvert år leder 8-12 millioner ton plastik ud i havene.

Men det er først nu, at forskerne ved, hvordan plastikken ender i vores have og oceaner. Tyske videnskabsfolk har fundet svaret på, hvor det kommer fra.

Plastik i havene - de 10 værste floder
  1. Yangtze, Østkinesiske Hav, Asien (Kina)
  2. Indus, Arabiske Hav, Asien (Pakistan)
  3. Den Gule Flod, Gule Hav, Asien (Kina)
  4. Hai He, Gule Hav, Asia (Kina)
  5. Nilen, Middelhavet, Afrika (Egypten)
  6. Meghna, Bengalske Bugt, Asia (Bangladesh)
  7. Ganges, Bengalske Bugt, Asia (Indien og Bangladesh)
  8. Amur, Okhotske Hav, Asia (Rusland og Kina)
  9. Niger, Guineabugten, Afrika (Nigeria, m.fl.)
  10. Mekong, Sydkinesiske Hav, Asia (Kina)

Kilde: UFZ

95 procent af plastik er fra 10 floder

Det er en meget lille del af plastikken, som bliver ført direkte ud i havvandet af for eksempel fragtskibe, fiskebåde og boreplatforme.

Cirka 95 procent af plastikaffaldet ender i havet via flodsystemer. Og stort set hele forureningen kommer fra kun ti floder.

Det viser en ny forskningsartikel, som er lavet af det tyske Helmholtz Zentrum für Umweltforschung (UFZ), og som netop er blevet udgivet i Environmental Science and Technology.

Otte af floderne er i Asien. Og to af dem i Afrika. Det er altså floder fra tætbefolkede områder, hvor der bor hundreder af millioner af mennesker, der står for stort set al den forurening med plastik, som hvert år ender i havene.

Vil halvere plastik fra floderne

-Det ville være en kæmpe succes, hvis man kunne bare halvere udledningen af plastik fra disse flodudløb, siger hydrogeolog Christian Schmidt fra UFZ i en udtalelse om studiet.

-Jo mere affald, der er i områderne omkring flodudløbene, som ikke bliver behandlet korrekt, jo mere plastik vil der også komme i floderne og skylle ud i havet, siger Christian Schmidt.

Kinesisk flod er største synder

Forskerne lavede til deres undersøgelse 79 prøveområder ved 57 forskellige floder rundt om i verden. Blandt andet ved den kinesiske Yangtze-flod.

Den er med sine 6.300 kilometer Asiens længste flod. Og den bugter sig gennem nogle af de største og mest befolkede og industrialiserede områder i Kina. For eksempel Chongqing, Wuhan, Nanjing og så Kinas største by, Shanghai, der har mere end 24 millioner indbyggere.

Yangtze-floden er klart den største synder af alle floderne, og de tyske forskere anslår, at den udleder helt op mod 1,5 millioner ton plastik om året.

Kinesisk mikroplast og amerikansk makroplast

Yangtze-floden havde det klart største indhold af mikroplast. Derimod var det San Gabriel River i amerikanske Los Angeles, som havde den største andel af makroplast.

Den store ubekendte er mikroplast, som i dag findes overalt i vores dagligdag og i både jord, vand og luft. Forskere ved endnu ikke, hvilke konsekvenser det har, når det kommer ind i menneskekroppen.

Plastikken har også konsekvenser for planter, dyr og organismer i havene. For eksempel forveksler fisk og fugle plastikken med føde.

Godt nyt for bekæmpelse af plastforurening

I artiklen i Environmental Science and Technology peger forskerne på, at deres resultater ikke nødvendigvis er dårligt nyt. Når man nu ved, at det er et lille antal af floder, som står for den største forurening, så vil man også kunne koncentrere indsatsen mod de ti floder og få et effektivt resultat, mener forskerne.

-Hvis man reducerer udledningen fra de ti floder med 50 procent, så reducerer man den samlede globale udledning fra floder til havområder med 45 procent, skriver forskerne.