15 procent af Australiens tomater skal leve af dansk solenergi

Et dansk firma har bygget et gigantisk solkraftværk, der åbnede officielt i Australien i nat.

Solkraftværket består af 23.000 spejle, der koncentrerer solens stråler mod det 127 meter høje soltårn i midten af anlægget. (Foto: © DR Viden/Screengrab, Sundrop Farms)

I nat åbnede et kæmpestort solkraftværk i det sydlige Australien officielt ved en ceremoni.

Anlægget skal levere varme, strøm og rent vand til 17.000 tons tomater om året ude midt i den australske ørken.

Anlægget er det første af sin slags i verden og drevet af dansk solteknologi leveret af det Nordjyske firma Aalborg CSP.

CSP er en forkortelse for Concentrated Solar Power. Og netop den teknologi bruges ved det australske anlæg, der er placeret ved Port Augusta lige nord for Adelaide.

Computerstyrede spejle sørger for at opfange solen

23.000 computerstyrede spejle koncentrerer solens stråler mod et 127 meter højt soltårn i midten af anlægget.

Her omdanner den høje koncentration af energi vand til damp, der driver en dampturbine.

Det leverer elektricitet, som driver et afsaltningsanlæg i nærheden. Og det sørger også for, at tomaterne i de 200.000 kvadratmeter store drivhuse ikke fryser om vinteren.

Det første af mange anlæg

Det hele er konstrueret med bæredygtighed for øje, og anlægget tilpasser sig sæsonerne, så energi lagres, og produktionen balanceres.

Hele anlægget har betydet en ordre på over 250 millioner kroner for den aalborgensiske virksomhed, som nu gør klar til at bygge lignende anlæg andre steder i verden.

- Det australske projekt vil være det første af mange fremtidige anlæg i både Australien og andre dele af verden, ligesom mine- og bryggeriindustrien samt andre fødevareindustrier tripper for at komme i gang, siger Svante Bundgaard, Aalborg CSP's administrerende direktør.

- Det har et kæmpe potentiale globalt og skaber et helt nyt markedssegment inden for grøn energiproduktion, siger han.

Anlægget skåner ifølge Aalborg CSP miljøet for udledningen af omkring 16.000 tons CO2 om året. Det svarer til at fjerne cirka 3.100 biler fra vejene i et helt år.

https://vimeo.com/183859356