90.000 ton tøj ryger årligt i skraldespanden

I dag sparker miljøministeren og Røde Kors en kampagne i gang, der skal få os til at smide mindre tøj ud.

(Foto: © Esben Salling, SCANPIX)

Smid tøjet Danmark – og klæd verden på! Det er titlen på en kampagne, som i dag skydes i gang af miljøminister Kirsten Brosbøl, for at få vi danskere til at genbruge mere af det tøj, vi i stadigt stigende grad anskaffer os.

De seneste ti år er vores forbrug af tøj og andre tekstiler steget med 30 procent. Eller omregnet anskaffer vi danskere os i gennemsnit 16 kilo tøj om året. Heraf er det kun omkring en tredjedel, der direkte går til genbrug, fortæller Ole Morten Petersen fra DAKOFA til P1 Morgen.

Op mod 80 procent af vores kasserede tøj kan bruges af andre

De resterende to tredjedele - eller omkring 90.000 årlige ton - ryger direkte ud med vores øvrige skrald, siger han.

- Det interessante ved det tøj er, at mellem 60 og 80 procent kunne gå til en eller anden form for genbrug, fortæller Ole Morten Petersen. Enten fordi det er købt i en forkert størrelse, som aldrig lige blev byttet, eller tøj hvor der er ganske ubetydelige skader på. - Over halvdelen af det vi smider ud med det øvrige skrald, kunne altså gå til mere eller mindre direkte genbrug, siger han.

Det resterende kan genanvendes til andre formål

De 20-40 procent, der så er tilbage, kan bruges til andre ting, fortæller Ole Morten Petersen. - Man kan lade det gå ind og blive til en anden anvendelse, end hvad man har brugt det til før. Det vil sige, at en gammel slidt t-shirt kan blive til klude. - Så der er faktisk håb for alle disse mange tons, vi smider ud hvert år, siger han.

Mere genanvendelse kan potentielt skabe mange nye job

I EU-regi regner man med, at der ligger en halv million arbejdspladser i forbindelse med hele genbrugs- og genanvendelsesområdet, fortæller Ole Morten Petersen.

- En andelaf det tal handler om tekstilaffald, hvor man også har nogle potentielle jobs, fortæller han. - Og der er altså mange forskellige processer, som man ville kunne udsætte tekstilaffaldet for, så det ville kunne bruges på en ny måde bagefter, slutter han.

Vi fik i den oprindelige udgave af artiklen skrevet at der var tale om 90 millioner ton kasseret tøj årligt. Det drejer sig dog "kun" om 90.000 ton. Læs evt mere hos Dakofa her.