BILLEDER Sådan kan hovedstaden sikres mod skybrud

Vinderprojekt viser, hvordan byens lokale sjæl og ny bynatur kan tænkes ind i moderne klimasikring.

  • Gentænk ’sammenhængen mellem nørrebrosk fællesskab’ og park, bynatur, legepladser, foreningsliv og en åben folkeskole, der bruger byen i undervisningen. Sådan lød den overordnede opgave i den danske del af konkurrencen Nordic Built Cities. Billedet viser, hvordan Team SLA tænker sig, at området skal se ud ved Blågård Skole, når byudviklingsprojektet Nørrebrosjælen er etableret. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Sådan tænker Team SLA sig, at Hans Tavsens Park ser ud, når den er oversvømmet. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Og sådan tænker Team SLA sig, at Hans Tavsens Park ser ud i solskin og tørt vejr. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Om efteråret vil Hans Tavsens Plads kunne komme til at være sådan ifølge Team SLA’s byudviklingsprojekt Nørrebrosjælen. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Kortet viser, hvordan området ved Hellig Kors Kirke og Blågård Skole skal indrettes ifølge TEAM SLA’s projekt Nørrebrosjælen. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Sådan kan Korsgade se ud i regnvejr, hvor render til vandet skaber legeområder, samtidigt med de leder vandet ud i Peblingesøen. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Og tilsvarende kan Korsgade se sådan ud i solskin, hvor børnene kan bruge renderne som legeplads. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
  • Kortet viser, hvordan Team SLA tænker sig Hans Tavsens Park skal se ud med byudviklingsprojektet Nørrebrosjælen. (Foto: Tegnestuen SLA © Tegnestuen SLA)
1 / 8

Onsdag var der skybrud i Horsens og flere andre steder i Jylland, og morgenens kraftige regn satte dele af Københavns veje ud af spil på grund af oversvømmelser.

Den globale opvarmning betyder, at risikoen for skybrud skal tænkes ind i byplanlægningen, for skybrud er på vej til at blive et normalt (sommer)fænomen i Danmark.

Så timingen er helt eminent, når Københavns Kommune i dag offentliggør vinderen af et klimasikringsprojekt for bydelen Nørrebro i København. Projektet ’Nørrebrosjælen’ udtænkt af Team SLA skal hjælpe byen og borgerne på det indre Nørrebro med vandmasserne.

Opsamler vandet lokalt og skaber ny bynatur

Grundideen med klimasikringen er, at man i byrummet opsamler store mængder regnvand i Hans Tavsens Park og leder dem forbi Blågård Skole ned ad Korsgade og ud i Peblingesøen.

Tegnestuen SLA har fundet på ideerne sammen med Rambøll, ArkiLab, Den Nationale Platform for Gadeidræt, Aydin Soei og Social Action. Og de har indtænkt mest mulig biologisk vandrensning og lokal opsamling og brug af vandet.

Det giver borgerne nye muligheder for oplevelser og leg med vandet i deres bydel, ligesom det skaber ny grøn bynatur med plads til nye biotoper med planter, insekter og smådyr.

Skal udtrykke Nørrebros sjæl

Opgaven lød på at gentænke ’sammenhængen mellem nørrebrosk fællesskab’, park, bynatur, legepladser, foreningsliv og en åben folkeskole, der bruger byen i undervisningen.

- Med de lokale input, som SLA’s rådgiverteam i den grad har taget til sig i dette projekt, kan vi skabe løsninger, som ikke kun løser de løbende problemer med skybrud, men samtidig bliver en kæmpe gevinst for hele nærmiljøet, siger teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell i en pressemeddelelse.

- Det er den slags løsninger, vi kan bruge til noget, og det er også den slags løsninger, hele verden kommer for at se i København, siger han.

Nordisk Råd bruger projektet som fyrtårn

Projektet Nørrebrosjælen vil koste mellem 120-140 millioner kroner, hvoraf 76,9 millioner kroner findes gennem hovedstadens forsyningsselskab, HOFOR. De resterende penge skal findes i kommunens budget, så projektet skal nu behandles politisk.

Projektet deltog i den danske del af konkurrencen Nordic Built Cities, som Nordisk Råd står bag.

Nordic Built Cities vil bruge projektet og fem andre nordiske byudviklingsprojekter som fyrtårne til at fremme Nordens eksport af bæredygtige byudviklingsløsninger.