Britisk Antarktis-base evakueres på grund af ny revne i isen

Forskningsbasen lukker for vinteren på grund af en nyopdaget revne tæt på basen.

Forskerne må evakueres nu, mens der stadig er sommer på Antarktis. For når vinteren kommer, er Halley VI-basen næsten utilgængelig. (© Rod Strachan)

British Antarctic Survey har besluttet at evakuere Halley VI Research Station på Antarktis indtil vinteren er slut i november. Det skriver organisationen i en meddelelse.

Årsagen er en voksende revne i isen kun 17 kilometer fra basen. Den gør det svært for forskerne at forudse, hvad der kommer til at ske med den ishylde, som Halley-basen er placeret på.

Basen var allerede tiltænkt en flytning, på grund af en anden enorm iskløft, der pludselig blev aktiv i 2012. Planen er at flytte basen 23 kilometer længere sydpå til et mere sikkert sted på Brunt ishylden.

Halley VI er en internationalt betydningsfuld platform for indsamling af data om Jordens klima, atmosfæriske forhold og rumvejr.

Halley VI-basen skal flyttes 23 kilometer sydpå for at undgå en stor iskløft, der vokser.

Revnen opstod i oktober

Den nye revne opstod i oktober sidste år. Forskerne har siden overvåget den via GPS-instrumenter og sammenkørt oplysningerne med satellit-data fra det europæiske rumagentur ESA - samt radar og droneoptagelser.

Undersøgelserne tyder på, at der sker forandringer ved Brunt Ice Shelf, som de ikke har set før. De har også forsøgt at lave computermodeller og havdybdekort for at finde ud af, om et enormt isbjerg er ved at kælve.

Konklusionen er, at de ikke er i stand til nøjagtigt at forudsige, hvad der kommer til at ske med ishylden i løbet af den Antarktiske vinter. Og det gør situationen uholdbar.

Kan ikke evakuere om vinteren

Selvom revnen ifølge British Antarctic Survey ikke udgør nogen risiko for mandskabet på forskningsbasen, er der usikkerhed nok om, hvad der evt. kan ske på isen i de kommende måneder, til at det er mest sikkert foreløbigt at evakuere basen - mens det stadig er sommer.

For den antarktiske vinter er ikke sådan at spøge med. Og det er praktisk taget umuligt at evakuere i de lange vintermåneders totale mørke med ekstreme minusgrader og et hav, der er frosset helt til.

Basen er lige nu hjemsted for 88 mennesker, hvoraf 16 efter planen skulle overvintre. De må nu se frem til en uventet tur hjem til Storbritannien.

British Antarctic Survey understreger dog, at de vil gøre alt for at sikre, at indsamlingen af videnskabelig data kan fortsætte.

Halley VI er designet til at kunne flyttes netop for at imødekomme en situation som denne. Men en sådan flytning er ekstremt langsommelig og umulig at udføre, når det er vinter.

Facebook
Twitter