Britiske forskere lader mobilen op med urin

Forskere ved et britisk universitet har fundet en metode til at høste elektricitet fra mikroorganismer, der nedbryder urin. Det kan drive en mobil. Projektet er støttet af Bill Gates-fonden

Nu kan britiske forskere høste strøm fra urin. Det kan give muligheder i verdens fattige lande. (Foto: Mikkel Skovsgaard © DR)

Det er både bæredygtigt - og så er der masser af det, også i udviklingslandene, hvor det ellers kan være svært at finde en stikkontakt med strøm i.

Og nu har et britisk forskerhold med succes testet en metode, hvor man måske i fremtiden kan bruge urin og andre affaldsstoffer til at lave sin egen strøm hjemme i stuen.

Forskningsprojektet er ikke en vandet vittighed, men har fået støtte fra blandt andet The Bill & Melinda Gates Foundation, som Bill Gates står bag. Forskningen er allerede nu så langt, at teknikken faktisk er brugbar.

Mikroorganismer spiser urin

Ideen er, at en brændselscelle kan opsamle og udnytte den elektrictet, der skabes, når mikroorganismer nedbryder urin. Den elektricitet kan så bruges til at lade batteridrevet elektrisk udstyr op, hvilket ellers ofte kan være svært langt fra byerne i udviklingslandene.

Udstyret, der kræves, er indtil videre på størrelse med et bilbatteri og testes lige nu i forskernes laboratorium i Bristol i Storbritannien. Men med tiden er det tanken, at husstandens spildevand kan bruges til at skabe elektricitet i mængder, der kan bruges til at lade en computer, en telefon eller andet elektronik op.

Foreløbig er det lykkedes forskerne at samle elektricitet nok op til at drive en simpel mobiltelefon fra Samsung, men der forestår fortsat en opgave med at gøre brændselscellerne så effektive, at de kan samle strøm i større mængder i lang tid ad gangen.

Er allerede publiceret

Forskerne har allerede publiceret resultaterne i den videnskabelige publikation 'Journal of Physical Chemistry Chemical Physics' og lederen af projektet, Dr Ioannis Ieropoulos, anser forskningen for at have et stort potentiale i verdens fattigste lande på længere sigt.

- Det er første gang i verden, at nogen har høstet elektricitet fra urin, og vi er meget begejstrede over denne spændende opdagelse. At bruge det ultimative affaldsprodukt som en kilde til produktion af elektricitet er så bæredygtigt, som det kan blive, siger Ioannis Ieropoulos til Bristol Universitets egen nyhedstjeneste.

FacebookTwitter