Hvem har lavet den fedeste cykel?
Så simple er reglerne i en konkurrence, som netop nu løber af stablen i USA under navnet "The Bike Design Project".
Fem forskellige teams, fra fem forskellige byer, har designet deres bud på den ultimative cykel, som enhver byboer må eje.
Alle kan stemme på deres favorit inden d. 4 august, og den cykel der får flest stemmer vil blive sat i produktion og skulle ramme handlen i 2015.
Cykel 4 - Solid fra Portland
I vores miniserie om de fem cykler, er vi nu nået til cykel nummer 4, som har fået navnet 'Solid'.
Solid er en 3D-printet titaniumcykel, med fokus på indbygget digital teknologi.
Cyklen har en skjult GPS, så man altid kan spore sin cykel, hvis den bliver stjålet. GPS'en oplader automatisk når man cykler.
Derudover har 'Solid' fokus på at få smartphone og cykel til at fungere sammen. En tilhørende app indeholder blandt andet 5 forskellige guidede ture rundt i Portland, og app'en er forbundet til cyklen via bluetooth.
For at du kan kigge på omgivelserne, i stedet for din telefon, sender app'en besked til dig, når du skal dreje ved hjælp af haptisk feedback i håndtagene. Det vil sige, at man kan mærke i enten det venstre eller højre håndtag hvilken vej man skal dreje.
Designtanke: Cyklen med indbyggede digitale oplevelser
Solid er udviklet i et samarbejde mellem designfirmaet Industry og cykelbyggeren Ticycles, begge fra Portland.
Folkene bag 'Solid' kalder den selv for den første forbundede 3D-printede titanium livsstilscykel.
Fokus for designet har været at smelte traditionelle og spritnye produktionsmetoder sammen. De digitale oplevelser skal inspirere flere folk til at bruge cyklen oftere.
Se 2 minutters videopræsentation af cyklen.
Se hele præsentationen af 'Solid' på Oregon Manifests side.
Det skal være attraktivt at cykle
Kan du ikke vente til imorgen, når vi viser den sidste af de fem konkurrerende cykler, så kan du suse over på Oregon Manifest side, hvor alle cyklerne bliver detaljeret præsenteret.
Oregon Manifest er en non-profit organisation, og er dem der afvikler konkurrencen.
Organisationens formål er at være en uafhængig kreativ katalysator, som ønsker at få de største talenter og mest innovative tænkere til at udvikle moderne cykler, som kan gøre det endnu mere attraktivt at bruge cyklen som transportmiddel.