Miljø

Dansk virksomhed præsenterer banebrydende luftrenser

Bevæbnet med lys og ozon fjerner dansk luftrenser forurening med naturens egne principper.

Luftrenseranlægget på Danmarks ambassade i Beijing. (Foto: ALEXCHEOUS CHENG © Infuser)

Ved at efterligne rensningsprincipperne i Jordens atmosfære, har den danske virksomhed Infuser, i samarbejde med Københavns Universitet, udviklet en ny type meget effektive luftrensere. Produktet præsenteres i dag ved et arrangement på den danske ambassade i Beijing. Det fortæller lektor i kemi fra Københavns Universitet og videnskabelig chef hos virksomheden Thomas Rosenørn tilP1 Morgen, inden systemet vises frem på ambassadens visumbygning. - Vi har ladet os inspirere af naturen, forklarer han. - Ved at omdanne det hele fra gas til partikler, kan vi fjerne det fra luften, forklarer han.

Mere effektiv end traditionelle luftrensere

Luftrenseren kaldes Gas Phase Advanced Oxidation (GPAO) og adskiller sig fra andre luftrensere på flere niveauer, forklarer Thomas Rosenørn.

- De fleste systemer benytter sig af filtre og ventilatorer, der blæser luften henover et fysisk medie. Det giver et stort trykfald og medfører et højt energiforbrug. Den del har vi fjernet forklarer han. I stedet omdannes gasserne til støv, der efterfølgende omdannes til en klæbrig tjærelignende substans, der enten kan deponeres eller brændes. Og modsat de fleste andre luftrensere, der kun kan fjerne partiklerne, men ikke får fat i de giftige gasser, fjerner det danske system al forureningen.

Princippet er inspireret af hvordan vores atmosfære renser luften. For trods milliarder af års enorme vulkanudbrud, er Jorden ikke indhyldet i skidt. Forenklet forklaret skyldes det, at lys og ozon gør de forurenende partikler så tunge, at de til sidst daler ned på jorden igen, hvor regnen efterfølgende skyller partiklerne væk.

Hver ottende dødsfald i verden skyldes luftforurening

Mens klodens eget rensesystem er imponerende effektivt, står det anderledes til i verdens storbyer, der i stigende grad har brug for seriøs udluftning. Og det dårlige luftmiljø kravler i højt tempo op ad listen over de største dræbere. WHO anslår at hvert ottende dødsfald i verden skyldes luftforurening. Derfor er der behov for mere ren luft. - Når man går på gaden i Beijing, kan man smage forureningen, fortæller Thomas Rosenørn.

- Man har en tør fornemmelse, ligesom at ryge konstant, uddyber han. Modsat Danmark, hvor vi forsøger at holde forureningen nede ved kilden, er man ikke kommet helt så langt i Kina og mange andre steder i verden. Så selvom Thomas Rosenørn medgiver at man ideelt burde sætte ind ved punktkilderne, ser han et stort behov for løsninger, der kan rense luften her og nu. - Indtil da, bliver man nok nødt til at gå efter at beskytte sig selv i sine boliger, på sine skoler og i børnehaver, siger han.

Facebook
Twitter