Danske droner skal spotte fejl i solcelleanlæg

Drone-overvågning skal spare penge og sikre hurtig reparation, så solens stråler udnyttes optimalt.

Verdens største solcelleanlæg - The Desert Sunlight Solar Farm i Californien i USA - dækker et område på 15,4 kvadratkilometer. - Når anlæg dækker enorme landområder og flader, vil droneovervågning give mægtig god mening, mener Innovationsfonden. (Foto: © Violeta Chalakova, VioNet og Fotolia og Scanpix Iris)

Danmarks hidtil største solcelleanlæg dækker 1,4 kvadratkilometer på den tidligere Flyveplads Vandel øst for Billund.

Det kan formentlig være en møjsommelig affære at vandre rundt i de lange rækker af solpaneler og undersøge dem for skader. I fremtiden kan dét og andre store solcelleanlæg rundt i verden blive overvåget minutiøst fra luften ved hjælp af droner.

Et nyt stort dansk forskningsprojekt, DronEL, skal i løbet af tre år udvikle effektive droner, der kan overflyve solcelleanlæg. Og ved hjælp af tre forskellige kameraer kan dronerne opdagede skader, så man hurtigt kan få dem udbedret, fortæller den statslige Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

I dag går en stor del af energien tabt i solcelleanlæggene på grund af fejl, der udvikler sig over tid.

Derfor er det vigtigt hurtigt at opdage problemer, så man kan få repareret anlæggene og udnytte solens stråler mest muligt, holde elprisen nede og tjene penge til ejerne.

Seks partnere - herunder Aalborg Universitet og DTU Fotonik - skal udstyre droner med et almindeligt kamera, et infrarødt kamera samt et specielt kamera til optagelse af fotoluminisens-billeder af solcellepaneler. Især sidstnævnte billeder vil kunne afsløre fejl i panelerne.

Samtidig udvikler man avanceret software til billedanalyse og databehandling, så fejlene automatisk kan detekteres.

- Selv om man i dag kan opdage fejl ved hjælp af dataovervågning, er der stadig brug for at inspicere solpanelerne manuelt. Fx viser data kun, hvis der er problemer, men ikke hvilken type fejl, siger projektleder og lektor Dezso Sera fra Aalborg Universitet til DR Viden.

Budgettet lyder på 20 millioner kroner. De 15 millioner kommer fra Innovationsfonden, mens partnerne - Aalborg Universitet, DTU Fotonik, Kenergy, SiCon, Skive Kommune og Sky-Watch - står for resten af pengene.

Skive Kommune er blandt andet med, fordi kommunen vil være CO2-neutral i 2029.

Flere end 70 af kommunens bygninger er i dag udstyret med solceller.