Fejl får svenskerne til at tjekke atomaffald

Mange tusinde tønder med radioaktivt affald skal åbnes igen i Sverige. I Danmark har man taget højde for problemet.

I Danmark tager Dansk Dekommissionering sig af at afvikle den tidligere atomstation Risø ved Roskilde Fjord. Dekommissionering betyder at 'tage ud af drift'. (© Scanpix)

Flere end 7000 tromler med radioaktivt affald skal åbnes igen i Sverige. Atomaffaldet var ellers ved at blive sendt til et slutdepot i et bjerg.

Men nu viser det sig, at tromlerne (tønderne) også indeholder væsker og plutonium, fortæller Sveriges Radio.

Tromlerne indeholder lav- og mellemradioaktivt atomaffald. De står på et lager i Studsvik i Sörmland. Og da man undersøgte tromlerne for nyligt, opdagede man fejlen.

Skal genåbnes

Tromlerne var ellers forseglet og klar til at blive sendt til slutdeponering, men nu skal de alle sammen åbnes igen, og affaldet behandles på ny.

I forvejen er op imod 3000 andre tromler allerede deponeret 50 meter under havets overflade i en hule i et bjerg ved Forsmark Atomkraftværk i Uppland.

De tromler vil man også have op fra depotet for at undersøge, hvad de egentlig indeholder.

En vurdering af risici

På DTU Nutech ude på den tidligere atomstation Risø ved Roskilde forsker man blandt andet i strålingsfysik.

- Det er klart, at når svenskerne vil åbne tønderne igen, så kigger de på risici for udslip til omgivelserne, siger centerchef Bent Lauritzen til dr.dk/viden.

Han siger, at plutonium normalt stammer fra brændselsaffald, og det hører til højradioaktivt affald. Derfor kan det undre, at svenskerne har fundet plutonium i lav- og mellemradioaktivt affald.

- Men så længe jeg ikke kender mængderne, er det svært at sige, hvor farligt det er. For man kan måle selv meget små mængder af plutonium, siger han.

Rester fra svensk atomprogram

De mange tromler indeholder affald fra det tidligere svenske atomprogram i 1960'erne, 70'erne og 80'erne.

Nu skal svenskerne bygge et dyrt anlæg, der kan håndtere affaldet igen, fortæller Sveriges Radio.

Dansk atomaffald bliver tørret

I Danmark har Folketinget besluttet, at selskabet Dansk Dekommissionering skal afvikle Risø.

Her fortæller projektleder for slutdeponering af det danske atomaffald Heidi Sjølin Thomsen, at der er taget højde for væskeproblemer på deres anlæg.

- Vi sætter ikke fugtigt affald på et depot. Fugtigt affald tørrer vi, siger hun til dr.dk/viden.

Radioaktivt vand bliver destilleret

Og vand med radioaktive partikler destillerer Dansk Dekommissionering.

- Det vil sige, at vi fjerner væsken. Det tilbageværende restkoncentrat støber vi ind i asfalt. Det vil sige, at vi solidificerer det, så materialet bindes og bliver til fast form, forklarer Heidi Sjølin Thomsen.

Det er den form for behandling af atomaffaldet, som svenskerne nu skal i gang med for de flere tusinde tromler.