Ferskvandssøer forurenet med mikroplast

Ny undersøgelse af Gardasøen peger på, at mikroplast ikke kun er et problem i havene.

Ved første øjekast ser der skønt ud ved Gardasøen, men forskere er overraskede over, hvor meget mikroplast, der findes i den italienske bjergsø. (Foto: Flaviu Boerescu © Scanpix)

Mangt en dansk turist har gennem årene ladet sig afkøle i Gardasøens klare og dybblå ferskvand. En ny undersøgelse peger dog på, at den norditalienske badeattraktion indeholder lige så store koncentrationer af mikroplast, som man kender det fra verdenshavene.

Den tyske biolog Christian Laforsch fra Universitetet i München står bag undersøgelsen, der netop er publiceret i magasinet Current Biology.

Tyskeren startede sine undersøgelser af den populære norditalienske bjergsø, med en forventning om, at finde langt mindre forurening end i havene.

Forurening er sandsynligvis større i lavere beliggende søer

Gardasøen blev dannet af smeltet gletchervand ved afslutningen af sidste istid og dens overflade ligger 65 over havets. Og det bekymrer Christian Laforsch i forhold til forureningstilstandene i lavere beliggende søer:

- Den blotte eksistens af mikroplastpartikler i en højt beliggende bjergsø, kan godt betyde, at der er endnu højere koncentrationer i lavere beliggende søer, siger han i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen.

Forsker vil have overvågning af mikroplast i søer

Størrelsen på den nedbrudte plast, som forskerne har fundet i Gardasøen er så lille, at den nemt kan indtages af både orme og vandlopper, og dermed følge med op gennem fødekæden.

At dømme ud fra formen og typen på de fundne plastpartikler, stammer de fra større stykker plast, og mest sandsynligt fra kasserede forbrugerprodukter, der skulle have været i skraldespanden.

Den tyske biolog peger på vigtigheden af, at få undersøgt andre ferskvandssøer for mikroplast og anbefaler samtidigt, at myndighederne overvåger plastforurening i større søer på samme facon, som det foregår i verdenshavene.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk