Fjern 85 procent af CO2-udledningen: Spis svin i stedet for oksekød

Du behøver ikke at blive vegetar for at reducere din udledning af drivhusgasser betydeligt.

Det er langt mindre belastende for klimaet når du spiser gris sammenlignet med oksekød. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Mad udgør i gennemsnit en fjerdedel af danskernes klimabelastning. Det er altså ikke et helt skidt sted at starte, hvis du gerne vil leve mere klimavenligt.

En mulighed er at skifte oksekød ud med fx svinekød eller kylling. For drøvtyggere som køer og lam belaster klimaet langt mere end andre dyr.

Det viser forskning lavet af forskere fra Schweitz, Holland og Norge.

Faktisk udledes der op til 85 procent mindre CO2 per kalorie, når man producerer svinekød og kylling sammenlignet med produktionen af oksekød og lam.

Vegetarisk livsstil er stadig bedst

Hvis du vil sikre at dit CO2-aftryk er minimal, er der ifølge studiet dog ingen tvivl om at en vegetarisk livsstil er vejen frem.

Der udledes nemlig 93 procent mindre CO2 per kalorie i en plantebaseret kost sammenlignet med kød fra drøvtyggerne.

Derfor er drøvtyggere de store klimasyndere

Drøvtyggere er klovdyr der via deres måde at fordøje foder producerer store mængder metan.

Metan er en langt mere potent drivhusgas end CO2 og bidrager betydeligt til den globale opvarmning.

Tallet kan være endnu højere, hvis der er tale om proteinrige grøntsager som fx ærter og spinat.

Men kan eller vil du ikke gå hele vejen, er en reduktion i dit kødforbrug og et skift fra mørkt til lys kød et rigtig godt skridt på vejen.

Grøntsager kan også have et kæmpe CO2-aftryk

Men der er lige en ting, som er værd at være opmærksom på, når det gælder grøntsagerne.

For selv om at grøntsager generelt har et lavt CO2-aftryk, kan det være vendt helt på hovedet, hvis de er dyrket i drivhus eller fløjet hertil.

På den måde kan en avocado fra Sydamerika eller en dansk tomat dyrket uden for sæson faktisk belaste klimaet mere end lyst kød.

Det skyldes, at CO2 udledning ved at varme et drivhus op i Danmark eller ved at flyve grøntsager fra den ene ende af verden til den anden bliver så stor, at grøntsagerne går fra at være klimavenlige til klimabelastende.

Fisk kan være både godt og skidt

Du kan også gøre klimaet en tjeneste ved at spise mere fisk. Men du skal dog være opmærksom på, at nogle former for fisk ikke er klimavenlige.

Ifølge en rapport fra DTU er produktionen af sild og muslinger ganske grøn, mens rejer og fladfisk resulterer i en del mere udledt CO2. Produktionen af hummer er meget CO2-udledende.

En fisker bruger i gennemsnit 6 liter diesel for at fange én hummer. Derfor er hummerens klimabelastning ifølge Fødevareministeriet mindst lige så klima-belastende som oksekød. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Klimaorienteret kostråd

Det er altså ikke altid let og intuitivt at spise klimavenligt.

Generelt gælder det dog at spiser du efter de officielle kostråd, er du ikke helt på afveje. Dertil har DTU foreslået en række klimaorienterede kostråd som fx:

  • Begræns madspildet i husholdningen
  • Spis mere frugt og grønt
  • Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød
  • Spar på sukkeret, især fra sodavand, slik og kager
  • Spar på fedtet: Brug planteolie i stedet for animalsk fedt.
  • Spar på kødet - og ud fra et klimahensyn er det bedre at vælge svinekød og fjerkræ end oksekød og lam.
  • Begræns dit indtag af mælk og mælkeprodukter som ost og yoghurt.
  • Spis varieret og bevar normalvægten
  • Sluk tørsten i postevand

Du kan læse flere detaljer og alle DTUs klimakostråd her.