FN skærper klimaretorikken

Hvis vi ikke handler, risikerer vi temperaturstigninger på 3,7 grader ved år 2100, advarer FN.

Paradise Bay på det vestlige Antarktis (© Scanpix)

Klimaet på kloden har på mange områder allerede lidt uoprettelige skader på grund af menneskeskabt global opvarmning.

Det advarer FN's klimapanel IPCC om i et udkast til en statusrapport, der torsdag blev sendt til en række af verdens regeringschefer.

Forskerne peger på 48 uoprettelige skader, der blandt andet er opstået på grund af udledningen af drivhusgasser og som kan føre til en temperaturstigning ved enden af dette århundrede på 3,7 grader. Og altså langt over de 2 grader, som man indtil nu har opereret med.

Skærpet retorik er et tveægget sværd

Dermed er retorikken blevet kraftigt skærpet, siger DR's klimaekspert Jesper Theilgaard til P1 Morgen.

Før det første er der stadig stor usikkerhed om hvor galt det går med temperaturen, fortæller Jesper Theilgaard og samtidig kalder han de skærpede toner for et tveægget sværd:

- Man er måske ved at brænde nogle broer bag sig, så det kan være svært at komme tilbage, hvis det ikke går så galt, siger han.

Det kan være svært for FN's klimapanel fortsat at opretholde en høj troværdighed, hvis kommende beregninger viser sig at det ikke går helt så galt alligevel.

- Jeg synes man spiller et højt spil, siger han og vurderer, at IPCC har skærpet retorikken for at varme op til årets kommende FN topmøder om klimaet.

Isafsmeltningen vil blive ved, uanset hvad vi gør

Blandt rapportens mest iøjefaldende punkter peger Jesper Theilgaard på den kraftige isafsmeltning på Grønland og på den vestantarktiske iskappe.

For sidstnævntes vedkommende mener man i rapporten, at afsmeltningen fortsætter, uanset hvad vi gør, fortæller Jesper Theilgaard.

- Men det tager altså nogle hundrede år, før det sker, siger han og påpeger at det ikke er Jorden, der går under men nærmere menneskehedens liv, der bliver besværliggjort af klimaforandringerne.

- Vi har jo stadig masser af muligheder for at indrette os, men der er da bestemt nogle risici i det her, hvis man ikke gør noget, siger han.

Og rapporten understreger primært, at der nu skal altså handles og vi kan ikke have, at vi igen til næste klimatopmøde i Paris i 2015, går fra hinanden, uden en aftale.

- Så risikerer vi altså, at drivhusgasserne bare får lov at blæse ud og så stiger temperaturerne yderligere, slutter han.

Video

FN's klimapanel om deres seneste analyser.

Facebook
Twitter