Det kræver vedholdenhed hos de mennesker, som virkelig ønsker at gøre vores samfund bæredygtigt. Det er den 86-årige Niels Kristian Knudsen fra Hedensted i Østjylland et bevis på.
Niels Kristian Knudsen er maskiningeniør med termodynamik som speciale. I 1973 fik han en idé til en solbrønd, der kan gemme sommerens sol og varme til kolde tider.
Han byggede en solbrønd i sin have. Og nu er nummer to kommet til verden i en dagsinstitution i Hornsyld.
- Det er noget af en oplevelse her 40 år efter at se en solbrønd blive bygget, siger Niels Kristian Knudsen til DR Trekanten.
Danmark ville have naturgas - ikke solenergi
Selv om ingeniøren i 15 år havde en velfungerende solbrønd hjemme i sin have, så mødte han både mistro og politisk modstand.
- Jeg ville gerne have lov til at lave et firma, der kunne udnytte solenergien. Men holdningen var dengang, at vi ikke skulle have solvarme, men naturgas. Så det måtte jeg ikke, siger Niels Kristian Knudsen.
- Men jeg ville være noget af en skurk, hvis jeg lod være med at gøre noget ved en idé af den størrelse, siger han.
Inspireret af frosne mammutter i sommersol
Inspirationen kom fra en artikel om, at man havde fundet frosne mammutter med græs i munden kun et par meter nede i jorden i den sibiriske tundra.
Hvis dyr kan blive ved med at være stivfrosne, når sommersolen varmer, så må det modsatte jo også gælde, tænkte Knudsen; nemlig at varmen kan gemmes i jorden.
Niels Kristian Knudsen var i sin tid med til at starte Atomenergikommissionens Forsøgsanlæg Risø ved Roskilde op. Og han benyttede lidt af den teknik, som de anvendte ved konstruktion af atomreaktorer.
Har givet opfindelsen til lokale håndværkere
Niels Kristian Knudsen tog patent på sin opfindelse i både Danmark, USA og Canada. Men patenterne er nu udløbet, og kan bruges frit af andre.
Han har derfor givet sin idé til nogle lokale håndværkere fra Hedensted-området, der har lavet firmaet Sunwell, og som samarbejder med blandt andre VIA University College i Horsens.
Tiden er først moden til energirigtige løsninger nu
- Hvis ikke Niels Kristian Knudsen havde været så indædt entusiast, så var det uddød. Og nu kan man se, at der er en idé i det. Så det er tiden, der har hjulpet os på vej, siger Carsten Due, der er medejer af Sunwell.
- Hvis man ikke fokuserer på energirigtige løsninger, og der var masser af gas og olie, så var det her måske aldrig blevet til noget, siger han.
Har I en grøn idé, som kan inspirere andre?
DR og Dagbladet Information leder i konkurrencen 'Hvad gør vi nu?' efter ni projekter, der kan inspirere andre til en bæredygtig omstilling.
Frem til den 1. september kan alle sende forslag om grøn omstilling ind på hjemmesiden
Når konkurrencen er slut, skal hjemmesiden fungere som en database, hvor man kan dele gode ideer til mere bæredygtighed med andre.