Forsker: Tre nemme tips til at klima-opgradere dit hus

Husholdningernes energiforbrug udgør ca. 30 procent af landets samlede forbrug. Læs her, hvad du kan gøre for at spare på energien.

Selvom du bor i et hus med gulvvarme, kan det være, at du skal ud og have fat i et par hjemmesko, så du kan slukke for varmen, når sommeren kommer. (Arkiv, Sankt Hans Torv, Nørrebro) (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Efter en forårsdag, hvor solen har bagt ind igennem vinduet hele dagen, kan dit hus være varmt at komme hjem til.

Derfor lufter du ud. Uden at slukke for varmen. For en halv time kan vel ikke skade.

Om aftenen, når solen er gået ned, bliver der koldt. Du skruer yderligere op for fx gulvvarmen.

Lignende scenarier foregår i de danske hjem og viser, at vi ikke er særlig gode til at udnytte de nemme muligheder, der er, for at spare på energien. Det viser forskning fra Aalborg Universitet.

Bor du fx i et lavenergihus, så har du en tendens til at blive lidt magelig og glemme, at huset ikke bare klarer det.

Og det er ærgerligt, når nu husholdningernes energiforbrug udgør lige under en tredjedel af Danmarks Samlede energiforbrug.

Professor Per Kvols Heiselberg ved Institut for Byggeri og Anlæg peger her på tre ting, du kan huske på:

Gulvvarme

Gulvvarme er energieffektivt, fordi det kræver lavere temperaturer og dermed energi, end andre varmekilder kræver, for at afgive varme. Men gulvvarmen kan være svær at styre, for den reagerer langsommere end fx din radiator, når du skruer op eller ned.

Gulvvarme er også så behageligt, at der er perioder, hvor vi ikke har brug for opvarmningen, men gulvvarmen alligevel er tændt.

Tip: Lad være med at justere på temperaturen hele tiden og hop i et par hjemmesko, når foråret og sommeren kommer, så du kan slukke for varmen.

Gulvvarme installeret på polystyren isoleret gulv, 2015. (Foto: Wikimedia)

Ventilation

Ofte lufter vi for meget ud, hvilket fører til et for højt energiforbrug.

Kan du godt lide at lukke vinduet op for at få frisk luft ind eller for at lukke varmen ud, så skulle du måske overveje, om du kunne nøjes med at skrue ned for varmen.

Vi er nemlig dårlige til at vurdere luftkvaliteten, og hvornår vi har behov for ventilation.

Tip: Det er meget forskelligt fra hus til hus, hvor meget der skal luftes ud. Bor du i et hus med ventilationssystem, så skal du meget sjældent lufte ud. En luftfugtighedsmåler kan hjælpe dig på vej.

Og husk: Tørrer du tøj inde, koger meget mad på komfuret eller tager lange varme bade med åben badeværelsesdør, så skal du lufte ud for at undgå fugtskader.

Nogle gange skal der luftes ud, men vinduet behøver ikke at stå åbent for at holde luften frisk. Og andre gange skal temperaturen i virkeligheden skrues ned. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen © Scanpix)

Solafskærmning

Skodder for vinduerne kender du nok bedst fra sommerferierne syd for Danmark. Men det er faktisk en god idé at tænke over hvor meget sol og varme, der kommer ind - også i danske huse i sommerhalvåret.

I Danmark kommer der flere nye bygninger, der er godt isoleret og derfor har et lille energitab. Her er der behov for solafskærmning, for solen varmer stadig huset op, når den skinner ind ad vinduet.

Tip: Rul gardinerne ned, når du ikke er hjemme eller få en udvendig solafskærmning - fx en markise.

En effektiv form for solafskærmning er skodder, men gode gardiner kan også gøre det. Arkiv, Sydfrankrig. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)