Forskere: Mindst 35 procent af verdens største koralrev er dødt

Månedlange studier af Great Barrier Reef bekræfter de værste antagelser. Koralrevet er døende på grund af afblegning, der skyldes global opvarmning.

Afblegede og døende staghorn-koraller ved Great Barrier Reef. (© Johanna Leonhardt)

Situationen for verdens koralrev bliver stadigt mere kritisk.

De stigende havtemperaturer på grund den globale opvarmning, kombineret med en ekstra kraftig El Nino, har ramt verdens største koralrev Great Barrier Reef i det østlige Australien meget voldsomt.

Koralrevets samlede længde på 2300 kilometer er berørt, mens hele 35 procent af revets centrale og nordlige dele er bekræftet døde. Afbleget af det varme vand.

Det siger forskere fra ARC Centre of Excellence for Coral Reef Studies i Australien.

- I år er tredje gang på 18 år, at Great Barrier Reef har oplevet masse-afblegning på grund af global opvarmning, og den nuværende situation er langt mere ekstrem end noget vi tidligere har mødt, siger Professor Terry Hughes fra ARC og James Cook University i en pressemeddelelse.

- Vi er hurtigt ved at løbe tør for tid til at reducere udledningen af drivhusgasser.

Afblegning på grund af høje temperaturer

Afblegning af koraller sker, når korallerne udsættes for abnorme miljøtilstande, som fx højere temperaturer, der får dem til at udstøde fotosyntese-producerende alger kaldet zooxanthellae.

De giver korallerne deres farver. Og mister korallerne dem helt, bliver de hvide og ser afblegede ud. Korallerne kan dog komme sig igen, hvis temperaturen falder, og algerne rekoloniserer dem. Men ellers dør korallerne.

I de sydlige dele af revet, klarer korallerne sig bedre. Ifølge forskerne har 95 procent overlevet.

Afblegningen her tager dog tid for de ramte koraller at komme sig over, så de formerer sig langsommere end normalt.

De sydlige koraller har overlevet, fordi vandtemperaturen på de breddegrader er tættere på normalen for sommermånederne.

Kortet her viser de rev, som forskerne har undersøgt. De værst ramte rev befinder sig i den centrale og nordlige del af Great Barrier Reef. (© ARC)

Revet må beskyttes

Forskerne opfordrer til, at Great Barrier Reef bliver særligt beskyttet på grund af de voldsomme omstændigheder. Men også Australiens vestkyst er hårdt ramt.

- På Kimberley-kysten, hvor jeg arbejder, er op til 80 procent af korallerne alvorligt afblegede, og mindst 15 procent er allerede døde, siger Dr Verena Schoepf fra University of Western Australia i pressemeddelelsen.

Forskerne planlægger at besøge de undersøgte dele af Great Barrier Reef igen i de kommende måneder for at måle det endelige tab af koraller på grund af afblegning.

Det kommer under alle omstændigheder til at tage årtier eller længere for korallerne at vende tilbage - og endnu længere for de største og ældste af de døde koraller.

Censurerede UNESCO-rapport

Australien er kommet under skarp kritik af deres reaktioner på Great Barrier Reefs tilstand.

I fredags kom det frem, at landet har fået fjernet netop Great Barrier Reefs fra en UNESCO rapport om den globale opvarmnings påvirkning af beskyttede steder.

Årsagen til censuren er angiveligt at beskytte turismen ved revet. En turisme der også er medvirkende til at ødelægge koralrevet. Solcreme indeholder stoffer, der også er skadelige for korallerne.

Facebook
Twitter