Fremtidens flaske er skåret i papir

En dansk emballagevirksomhed og Teknologisk Institut har skabt en ny flasketype af papir og strandsand.

Prototyper af en ny flasketype, skabt af genbrugspapir. (© Teknologisk Institut)

Et svedende Tour de France felt smider i disse uger adskillige hundrede plastdrikkedunke ud i rabatten under hver eneste etape. Det er der ingen, som ser synderligt skævt til, da hver eneste dunk med sikkerhed samles op som souvenirs.

Anderledes problematisk er det med alle de flasker vi ikke får stoppet i automaten eller de mange engangsflasker, som ender på stranden, i skoven og i rabatten.

Men det er en forurening som måske snart kan være fortid.

Flasken skal ende i papirkurven

Sammen med emballagevirksomheden EcoXpac har Teknologisk Institut udviklet en prototype af flasker, der er lavet af fibre fra genbrugspapir.

Fiberflasken kan erstatte traditionelle plastikflasker, men genanvendes på lige fod med almindeligt papiraffald. Og vil indgå i naturens almindelige kredsløb, hvis man skulle glemme at få den smidt helt hen i affaldsbøtten.

Indtil nu har samarbejdet mundet ud i en flaske, der både er billig at fremstille og som kan bruges direkte i flaskeanlæg, samt genbruges, genvindes, brændes eller komposteres.

Produceres særligt med drikkevarer for øje

Og det drejer sig først og fremmest om at få pakket drikkevarer ind. Af de flaskeemballager, vi forbrugere benytter, er 80-90 procent til drikkevarer. Men den vil også kunne bruges til andre formål.

- Selvom vores fokus er på fødevarer, så kan flasken også bruges til en række andre væsker, fortæller sektionsleder for emballage og transport på Teknologisk Institut Søren Østergaard til dr.dk/viden.

- Vi er midt i en udviklingsproces, hvor vi fortsat mangler at løse opgaven med at skabe en barriere mellem fødevaren og flasken, forklarer han. - Produkter som fx olie er derfor meget lettere at fylde på den nuværende fiberflaske.

Skal stampes, for at sætte nedbrydningen i gang

Umiddelbart kan det virke selvmodsigende at en flaske både kan være biologisk nedbrydelig og samtidig have de samme emballeringsevner som plastflasker.

Det erkender Søren Østergaard, der også ser det som en af de helt store tilbageværende udfordringer.

- Vores løsningsstrategi er at belægge fiberflaskens sider med et ultra-tyndt lag fx strandsand, der beskytter overfladen, forklarer han.

- Mest på indersiden og ved skruelåget og for at starte nedbrydningsprocesssen, skal fiberflasken stampes.

Flasken er netop blevet præsenteret ved en stor emballagemesse i Australien. Hvornår den så lander på butikshylderne, er dog endnu uvist.

Facebook
Twitter