Gamle kunstgræsbaner kan blive 'grønne'

Dansk firma har fundet en metode, der løser et miljøproblem med kunstige græsplæner.

I fremtiden kan materialerne fra gamle kunstgræsbaner måske blive brugt i nye. (Foto: DR © DR)

Frodigt, grønt græs er smukt, men det kræver vand, gødning og gensåning - foruden at det skal slås jævnligt.

Samtidig er kvaliteten af kunstgræs så god, at det erstatter almindelige græsplæner i mange lande verden over, for kunstgræs passer stort set sig selv, indtil det er slidt ned efter cirka 10 år.

Nu har det danske firma Re-Match ApS fundet en metode, så man kan genanvende 99,9 procent af materialet fra kunstgræsset til nye baner.

Skiller banerne ad i grus, plast og gummi

Problemet er, at man i dag sender de brugte kunstgræsbaner til forbrænding i lande, hvor det er tilladt. Eller man betaler for at lægge kunstgræsset i deponi, hvor man typisk graver det ned.

Og det er ikke miljøvenligt.

Re-Match har fundet ud af at skille kunstgræsset ad i plast, gummi og sand. Det er materialer, som kan genanvendes i nye baner mange gange.

- Og på den måde er det godt for miljøet i stedet for, at man skal bruge nye materialer hver gang, siger direktør Nikolaj Magne Larsen til dr.dk/viden.

Re-Match: Konkurrencedygtigt at tænke på miljøet

Når sportsklubber i dag skal have anlagt ny kunstgræsbane, får de et tilbud fra et firma, der både skal fjerne den gamle bane og anlægge den nye.

Planen er, at de store producenter af kunstgræs skal betale Re-Match for at aftage det kasserede kunstgræs til en pris, der er billigere, end hvis græsset skulle lægges i deponi.

Og så skiller Re-Match græsset ad og sælger det genanvendelige materiale tilbage til virksomhederne til en billigere pris, end nye materialer ville kunne købes for.

- Tit koster det flere penge at være miljøvenlig, men vi genbruger og gør det billigere for kunderne, siger Nikolaj Magne Larsen.

Penge fra Grøn Omstillingsfond

Re-Match er blandt 11 danske virksomheder, som samlet har fået 18 millioner kroner i støtte fra Erhvervsstyrelsens Grøn Omstillingsfond.

Grøn Omstillingsfond støtter virksomheder, som har fået en 'grøn' idé, men mangler penge til at komme videre med projekterne.

Re-Match skal bruge 28 millioner kroner for at etablere ideen og bygge en fabrik. De 2,37 millioner fra fonden gør, at Re-Matchs egenkapital nærmer sig en størrelse, så banker vil låne virksomheden penge.

Facebook
Twitter