Gammel elektronik indeholder fremtidens guld

Udtjente computere og mobiler gemmer på metaller, som vi vil komme til at mangle.

De fleste af os har måske værdier liggende hjemme i skuffen i form af gamle mobiler. I fremtiden kan de sjældne metaller inden i sikkert genbruges. (Foto: Bjarne © Brugerbillede modtaget i december 2012)

Vi skal gemme vores elektronikskrot på lagre. Og så skal vi finde ud af at genbruge metallerne endnu mere end i dag. Det vil gavne økonomien og miljøet og den grønne samvittighed.

Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen.

For selvom gamle computere og mobiltelefoner for de fleste er noget skrammel, så rummer de sjældne råstoffer, der kan blive en værdifuld vare i fremtiden.

De sjældne jordarter er metal

Mobiltelefonen og andet elektronikskrot indeholder metaller, der er svære at få fat på og dyre at købe for producenterne.

- Fx neodymium, der bruges i vindmøller, magneter og pumper, siger Pernille Hagedorn-Rasmussen, der er chefkonsulent i Ingeniørforeningen.

Metallerne kaldes for sjældne jordarter. Det 'sjældne' er, at det er svært at finde stofferne i så store koncentrationer, at det er økonomisk givende at udvinde dem.

Kina har næsten monopol på råstofferne

I dag står Kina for næsten 100 procent af produktionen. Og derfor bestemmer Kina også prisen. Så det kan betale sig at genbruge metallerne, som er i vores elektronikudstyr.

- Det er vigtigt at finde ud af, hvordan man kan genbruge metallerne, fordi priserne er dyre på de her råstoffer, siger Pernille Hagedorn-Rasmussen til P1 Morgen.

- Og fordi vi kan se, at vi i fremtiden får brug for mange af dem, fordi vi bliver flere og flere mennesker og behovet for elektronik stiger, siger hun.

Hvordan bliver genbrug interessant?

Spørgsmålet er, hvor man gør af affaldet, indtil man har fundet ud af at genanvende det.

Og om man kan samle det i så store mængder, at det bliver interessant for virksomheder og forskningsinstitutioner at gå videre med. Det har Ingeniørforeningen ikke noget bud på endnu.

For tiden venter kommuner og organisationer på, at miljøminister Ida Auken skal komme med en stor plan for håndtering af affald i Danmark.

Facebook
Twitter