Giver kasserede computere nyt liv

Med brug af gratis software, fordobler iværksætter levetiden på virksomheders IT-udstyr.

Efter at have gennemprøvet adskillige alternativer til de gængse kontorsystemer, faldt Kim Petersen for gratissystemet Ubuntu, der kan køre meget smidigt på ældre og ellers kasserede computere. Det benytter ca. 100 danske virksomheder sig nu af. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

VORES OMSTILLING

De fleste har nok spurgt sig selv, hvorfor vores computerudstyr har så kort en levetid. Med lidt held kan man få sin bærbare pc til at leve 3-4 år, men så er den også typisk udtjent.

Men sådan behøves det ikke at være, fortæller Kim Petersen fra den lille fynske IT-virksomhed Deltatek.

I stedet for at sælge nye computere med de sædvanlige systemer og kontorpakker på, indkøber Deltatjek kasserede kvalitetscomputere og geninstallerer dem med det gratis styresystem Ubuntu, for så at sælge dem til små og mellemstore virksomheder.

- Folk oplever typisk, at deres computere bliver sløvere og sløvere, men det handler i højere grad om, at maskinen får modstand af tungere og tungere software, end at der er noget egentligt galt med computeren, siger han.

Stor skepsis i begyndelsen

Blandt Deltateks kunder er autoværkstedet Cipe:Care LH-Bilcenter, der beskæftiger 17 medarbejdere i hhv. Odense og Svendborg. Virksomhedens direktør Henrik Hansen er ikke i tvivl om, at det har været en fordel at gå fra traditionelle IT-systemer til de brugte computere med den gratis Ubuntu software. Både miljømæssigt og økonomisk.

- Vi kan ikke lave noget, uden vores EDB fungerer, siger han. Det er nøglen til at kunne styre en virksomhed i dag.

Autoværkstedet gjorde i mange år som de fleste og købte nye dyre computere hvert andet år - i takt med at maskinernes hastighed dalede.

Første gang Henrik Hansen hørte om Ubuntu løsningen, var han også ganske skeptisk, men lod sin lagermand prøve en enkelt computer med systemet på. Og langsomt har han integreret det i hele sin virksomhed.

Meget at spare

Han regner med at spare omkring 100.000 kroner om året, ved at benytte det brugte IT udstyr og satser på, at have halvanden computer pr medarbejder, så der altid er en maskine til rådighed, hvor den enkelte medarbejder er.

I takt med at autoværkstedets medarbejdere er blevet lært op i systemet, er Ubuntu løsningen blot blevet noget der er der og fungerer, uden vi tænker over det, siger han.

- Der opstår ingen flaskehalse hos længere, forklarer Henrik Hansen. - Det virker bare.

Måden at gøre det på

Kim Petersen fra Deltatjek er godt klar over, at han ville tjene flere penge på at sælge nye computere til sine kunder hvert andet år, men vil gerne gå en anden vej.

- Vi kunne gøre som alle de andre, men jeg er gammel tekniker og synes det her er måden at gøre det på, fortæller han. Han er overbevist om, at der er et stort marked for at lave alternativer til de gængse IT løsninger og med omkring 100 erhvervskunder, primært på Fyn, er han sikker på, at Deltateks model vil vinde frem.

Også blandt private, der via Ubuntus website kan downloade og afprøve systemet, uden at skulle slette eksisterende styresystemer på computeren.

- Det handler om at overvinde den første skepsis og så opdage, at systemet kan det samme, som det man kender, slutter Kim Petersen.

Kim Petersen har skabt et billigt og miljøvenligt alternativ til blandt andet Henrik Hansens automekanikerfirma, hvor godt 20 arbejdsstationer nu består af computere, der ellers ville være blevet kasserede. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
Facebook
Twitter