Hjemløse får overflødig julemad

Organisationen Stop Spild af Mad mærker klar tendens i tiden. Stadig flere vil donere overskudsmad til mennesker i nød, og firmajulefrokosten kan være oplagt.

Mange elsker den traditionelle julemad, og der skal være rigeligt af den ... Det fører ofte til, at man bagefter smider megen mad ud. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

11 ton gratis overskudsmad bliver i dag og i morgen kørt ud til Københavns herberger, væresteder, kvindehjem og sociale hjælpeorganisationer.

Maden stammer fra en stor julemesse med masser af mad, som Danmark tredje største madleverandør, Hørkram Foodservice, holder i København for deres kunder.

Firmaet samarbejder med organisationen Stop Spild af Mad om at få maden sendt videre til mennesker i nød.

Det er anden gang, at Hørkram Foodservice donerer mad, og interessen for at undgå at smide mad ud breder sig generelt i Danmark. Stop Spild af Mad bliver hele tiden kontaktet af nye, der vil stoppe med at smide mad ud.

En naturlig ting lige om lidt

- Jeg får tårer i øjnene over, at flere og flere tager det seriøst, at man skal undgå at smide mad ud, siger stifter af Stop Spild af Mad Selina Juul til DR Viden.

- Og jeg tror, at det om 10 år vil være helt naturligt, at messer, festivaler, institutioner osv. donerer overskudsmad til mennesker, der behøver gratis mad, siger hun.

I Danmark smider vi årligt 540.000 ton mad ud svarende til 16 milliarder kroner. Det er spild af penge og samtidigt frås med mad og ressoucer.

Det skal være lettere at give mad væk

I øjeblikket sidder Stop Spild af Mad med i en arbejdsgruppe, der skal give fødevareminister Dan Jørgensen gode råd om, hvordan det bliver lettere at donere mad.

Arbejdet blev sat i gang efter, at Dan Jørgensen i sommer besøgte Roskilde Festival, der i samarbejde med Stop Spild af Mad donerede overskudsmad til 85 sociale institutioner.

Styr på fødevaresikkerheden

Det smarte ved julemaden fra Hørkram Foodservice er, at firmaet selv har biler og folk til at køre maden ud til herberger med mere.

Og der er styr på fødevaresikkerheden, fordi maden bliver opbevaret korrekt hele tiden, så den ikke bliver dårlig.

- Det er pragtfuldt at tænke på, at de har kræfter til det, mulighed for det og bruger tid på det, siger Selina Juul.

Stop Spild af Mad og Hørkram Foodservice samarbejder også med 'Det Runde Bord', der opstod som en frivillig forening efter madspilds-aktionen ved Roskilde Festival.

Madspild ved julefrokosten

Lige nu er alle arbejdspladser formentlig i gang med at planlægge årets julefrokost. Selina Juul peger på, at de normalt så festlige julefrokoster netop er en stor kilde til madspild.

Sidste år donerede flere firmakantiner - blandt andet DR's - julemad fra julefrokoster til hjemløse koordineret gennem Stop Spild af Mad.

Og organisationen er i fuld gang med at sætte folk i forbindelse med hinanden, så man kan undgå, at overflodsmad ender i skraldespanden i stedet for at mætte munde.