Hvordan kommer insekter til at brødføde verden?

Mange tænker på spiselige larver med væmmelse, så der er brug for at gøre det mere normalt, mener aarhusiansk iværksætter.

Lasse Hinrichsen står her med en bakke melorme på sin insektfarm på Institut for (X) i Aarhus. 'Skabet' bag ham rummer lignende bakker med orme. (Foto: Dorte Dalgaard © Dorte Dalgaard)

Frem til år 2050 vokser klodens befolkning med et par milliarder til 9 milliarder munde, der skal mættes i verden. Det vil kræve, at vi finder nye måder at dyrke mad på.

Insekter er fyldt med proteiner, sunde fedtsyrer som omega 3 og 6 - og mineraler og vitaminer. Samtidig kræver ét kilogram protein fra insekter kun en tiendedel foder at producere sammenlignet med opdræt af kvæg. Og det gør insekterne oplagte som fødevarer.

FN anbefaler insekter som fødevarer, og EU er i gang med at udarbejde en lovgivning for produktionen af fødevarer med insekter, men samtidig skal supermarkeder turde satse på fødevarer med insekter, mener Lasse Hinrichsen fra firmaet Enorm.

Insekter kan få os til at tale om klima

Aarhus-firmaet importerer melorme fra Holland og forarbejder dem til snacks. Og Lasse Hinrichsen arbejder også selv med en lille eksperimenterende pilotproduktion af spiselige larver til eget brug, mens han venter på, at lovgivningen også i Danmark kommer på plads.

Han fortæller i Natursyn på P1, at han håber, at larverne kan være med til at få os til at tale mere om klima og miljø.

- Det skal ikke bare være en oplevelse rent madkulturelt, men også gerne skabe debatten om, hvorfor vi skal spise insekter. Så hele bæredygtighedsdebatten bliver opildnet af spiselige insekter, siger Lasse Hinrichsen.

Væmmelse og tegn på primitiv adfærd

FN regner med, at der bliver spist insekter i 80 lande verden over, og minimum to milliarder mennesker menes at spise insekter som en del af deres hverdagskost.

I Holland er man langt fremme, og flere supermarkedskæder sælger fødevarer med insekter.

Men der er stadig lang vej, før vi i Danmark og resten af Vesten tager insekterne til os.

Ifølge en rapport fra FAO, FN’s fødevareorganisation, betragter Vesten insekter som skadedyr, spiselige larver og græshopper skaber væmmelse, ligesom man forbinder det med primitiv adfærd.

Behov for at støde på insekter igen og igen

Men samtidig mener FN, at der brug for, at forbrugerne i Vesten støder på normale fødevarer tilsat insekter, så det efterhånden bliver mere ’spiseligt’. Det mener Lasse Hinrichsen også:

- Først og fremmest handler det om, at vi bliver eksponeret for fødevarer med insekter igen og igen.

- For så kommer vi et skridt videre, og så har vi ikke så mange betænkeligheder næste gang, vi bliver præsenteret for det, siger han.

Forbrugerne vil så også huske, at det smager godt, er sundt og bæredygtigt, og så vil det rationelt være mærkeligt ikke at spise dem igen, mener Lasse Hinrichsen.

- Samtidigt går markedet fra, at det bliver en slags oplevelse, til at det bliver en fødevare, hvor insekter indgår som en ingrediens, så vi får de gode egenskaber fra insekterne i de fødevarer, vi kender i forvejen, siger Lasse Hinrichsen.

Lovgivning på vej i EU

Han er som nævnt selv i gang med en pilotproduktion i sin insektfarm på Institut for (X), der er en del af Aarhus' kreative hub og kulturcentrum Godsbanen.

Pilotproduktion, fordi der mangler regler på området, før man må producere melorme til fødevarer - fx som tilsætning i mel.

Lige nu har EU en toårig overgangsordning for insekter, men der er brug for forholdsregler for, hvordan man skaber sikre fødevarer og foder med insekter. Og EU regner med 1. januar 2018 at være klar med en fælles lovgivning på området.

- Det kommer til at tage tid, men jeg tror, at vi kommer til at se stadig flere produkter de næste par år ramme supermarkederne, så vi kan appellere til et lidt bredere publikum, siger Lasse Hinrichsen.

Dorte Dalgaard fra Natursyn på P1har besøgt Lasse Hinrichsen og hans insektfarm. Hør mere iudsendelsen.

Facebook
Twitter