I 2050 drikker du dansk vin

Klimaændringerne vil gøre flere danske landmænd til vinbønder.

Billedet er fra Glenholm Vingård - og taget i 2009.

I fremtiden sætter du måske dansk vin på bordet, når der er fest.

En ny rapport fra miljøorganisationen Conservation International viser, at Tyskland, England og Danmark i 2050 vil egne sig godt til vinproduktion.

Det skriver landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmedie foodculture.dk.

Klimazonerne flytter sig

Det skyldes, at klimazonerne flytter nordpå, så det bliver varmere vejr, så bliver det lettere at dyrke vin i Danmark.

Professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agro-økologi ved Aarhus Universitet udgav i 2012 en rapport om klimaforandringernes betydning for dansk vinproduktion.

Han er enig i dele af rapporten.

- I 2050 får vi samme forudsætninger for at dyrke vin, som de har i Alsace i dag, siger Jørgen E. Olesen til foodculture.dk.

Der bliver altså ikke tale om kraftig rødvin, men mere let vin.

Klimaforandringerne kan mærkes i vinen i Alsace

Sidste sommer var et dårligt dansk vinår, fordi sommeren var våd. Men hvis klimaforandringerne betyder mere stabilt vejr med sol og varme, vil vinproduktionen blive lettere.

Ifølge Foodculture.dk har klimaændringerne allerede ændret på vinen i Alsace, hvor alkoholprocenten i vinen er steget fra 9 procent i 1970 til 11 procent i dag.

Majs på mange flere marker i 2050

Jørgen E. Olesen siger til dr.dk/viden, at klimaforandringerne samtidig vil betyde, at landmænd får lettere ved at dyrke en række tropiske afgrøder.

Det gælder især majs til foder til køer og i fremtiden også grise.

I dag får grise normalt korn, men majs giver et højere udbytte.

Professor Jørgen E. Olesen har flere gange i DRs videnunivers Danskernes Akademi på DR K og P1 talt om verdens fødevarebehov i 2050.

Hør ham på Danskernes Akademis hjemmeside.

Facebook
Twitter