Japanske forskere opfinder robotbi - spild af penge, mener dansk forsker

I stedet skal man give plads til insekterne, der har klaret opgaven siden dinosaurerne, fortæller han.

Hvis bierne bliver udryddet er det måske et farvel til blomster, grøntsager og frugter. (Foto: © Erik Johansen, DR Brugerbillede)

Japanske forskere har udviklet en robotdrone, der måske i fremtiden kan fungere som alternativ til bierne.

Holdet fra National Institute of Advanced Industrial Science i Japan har udviklet en særlig gele, der gør det muligt at transportere pollen fra plante til plante. Det skriver MIT Technology Review.

Ved at udstyre en almindelig masseproduceret radiostyret drone til under 1000 kroner med geleen, lykkedes det ifølge projektleder Eijiro Miyako at være de første til at befrugte en blomst med en drone.

Men ph.d. Claus Rasmussen fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet kalder det spild af penge.

Robotter er ikke redningen

Den danske forsker er ikke vild med tanken om, at man nu finder på teknologiske alternativer til bierne og andre naturlige bestøvere. Han kalder det grundlæggende galt og spild af penge, at man arbejder på at skabe en teknologisk løsning på bestøvning, når Jorden allerede har et system på plads.

- Jeg mener, at der er noget grundlæggende galt i, at der er fonde, der vil bruge penge på at gå ud og udvikle en middelmådig teknologi, når der findes en perfekt og naturlig løsning. Der er bedre, at man bruger pengene på at forbedre biernes forhold, forklarer han og uddyber:

- Det gør man ved at give plads til vilde bier, fluer og biller. Der skal være plads til alle insekterne. Bierne har eksisteret i 100 mio. år og er simpelthen fintunede til opgaven, siden før dinosaurerne forsvandt. Vi skal bare give plads til dem.

Bestøvere under pres

Populationen af bier og andre bestøvere er under pres i verden. Sprøjtemidler og tab af naturlige habitater har betydet at insekter, der har været en fast bestanddel af klodens økosystem, er ved at uddø.

Samtidig er antallet af mennesker på kloden øget betydeligt. Det har betydet at områder, der tidligere har været levesteder for nogle af mange af klodens bi-arter og andre insekter, er blevet forvandlet til landbrugsjord, så vi kan brødføde den voksende befolkning.

I dele af Kina betyder det nu, at bestøverne er blevet udryddet, så mennesker bliver nødt til manuelt at befrugte frugttræer.

Og det er ikke bare et spørgsmål om bi-bestande i Kina eller Japan. I Danmark er 32 af de 286 hjemhørende biarter ikke observeret siden 1. Verdenskrig, fortæller forskeren.

Robotter kan ikke ædes af dyr

Men manglende bier er et problem for hele fødekæden ikke bare for befrugtning af planter. Det forklarer Per Kryger, der er seniorforsker ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Ligesom Claus Rasmussen synes han også, at robotdroner lyder som en tvivlsom ide. En af årsagerne er, at det vil blive en meget dyr løsning.

- Jeg tænker ikke at teknologien er så billig som bier. Mine bifamilier klarer på en dag hundredtusinder af flyveture på omkring en time hver. Der skal mange robotter til, siger han til DR.

Derudover er der en anden vigtig årsag til, at robotdroner ikke er et alternativ. Udover at bestøve blomsterne har bierne en anden vigtig funktion i fødekæden - føde for andre dyr:

- Bierne har en meget vigtig anden rolle, som føde for biædere, bilus, biulv, stadebille, voksmøl, honninggrævling, edderkopper og andre dyr. De kan jo ikke bare begynde at æde robotter, afslutter han.

Konsekvenser for føde

Men hvorfor er det så vigtigt med de bier? Kommer vi til at sulte ihjel, hvis bierne uddør? Nej, ikke på kort sigt, fortæller Claus Rasmussen. Korn, majs og lignende bliver stadig naturligt bestøvet af vinden.

Men hvis kloden ikke får rettet op på de uddøende befrugtere, så ser fremtiden meget lidt grøn ud og med meget lidt sund alsidig kunst.

Insekterne og særligt bierne har nemlig en stor betydning for særligt blomster, grøntsager, frugter og nødder, fortæller Claus Rasmussen - og naturligvis alle produkter, der bruger blomster, grøntsager, frugter og nødder i sig, som fx. vin.

I Danmark findes der 286 biarter. 32 af dem er ikke set siden 1. Verdenskrig.