Kan vand renses gennem en simpel træpind?

En amerikansk ingeniør har lånt et enkelt princip fra naturen, som han mener, vil kunne blive en genvej til rent vand.

Med kviste fra den ganske almindelige weymouth fyr, udnytter den amerikanske maskiningeniør Rohit Karnik træets naturlige membraner til at rense bakterier fra vandet. (Foto: Florainfo / PB © Scanpix)

Et af de allerstørste miljømæssige problemer for millioner af mennesker på kloden, er begrænset adgang til rent drikkevand.

Det kan selvfølgelig bare renses med avancerede membraner, men i tredje verdens lande, kan den slags løsninger hurtigt være udenfor rækkevidde, på grund af deres forholdsvist høje prisniveau.

Udnytter træets naturlige membraner

Nu har maskiningeniør Rohit Karnik fra det berømte universitet Massachusetts Institute of Technology MIT givet sit bud på en enkel og meget billig måde at fjerne bakterier fra vand på.

Ved at lade bakterieforurenet vand passere gennem et 2½ cm langt stykke af en fyrretræsgren, som Rohit Karnik fjernede barken på, lykkedes det ham ifølge en videnskabelig artikel i webmagasinet PLOS ONE, at fjerne 99,9 procent af bakterierne.

Princippet går ud på at udnytte det såkaldte vedvæv i træet, som ude i naturen transporterer væske og næringsstoffer op gennem træet og helt ud i bladene.

Vedvævet indeholder en række membraner, der blandt andet forhindrer vandet i at danne luftbobler og dermed i at nå frem til træets blade.

Ifølge Rohit Karniks undersøgelser, viser det sig at vedvævet også er i stand til at filtrere bakterier og skidtstoffer fra undervejs.

Et billigt alternativ til alle andre løsninger

Den store fordel ved at eksperimentere videre med træ som filtreringskilde er ifølge ingeniøren, at det er meget billigt. Og samtidig til rådighed overalt.

I forbindelse med sin opdagelse brugte Rohit Karnik blot ganske få milliliter vand, og han vil nu arbejde på at skalere sine forsøg op.

Herunder set det meget enkle princip for vandrensingen, der ved montering på en almindelig vandhane, ville kunne filtrere 4 liter vand i døgnet.

(© MIT)

Følg Martin Kunzendorf på Twitter via @kunzendorf

Facebook
Twitter