Kina investerer over 2.500 milliarder i grøn energi

Landet vil pumpe et beløb der er større end Danmarks bruttonationalprodukt i vedvarende energi indtil 2020.

Vindmøller og solpaneler ved Zhangjiakou i Kinas Hebei provins. (Foto: JASON LEE © Scanpix)

Kina skruer nu for alvor op for de grønne ambitioner. Landet vil investere et vanvittigt beløb i vedvarende energikilder inden 2020, siger landets energistyrelse, NEA.

Investeringerne forventes at medføre over 13 millioner jobs i energisektoren, sagde NEA i plantegningen for landets energisektor de kommende fem-seks år.

Ifølge NEA vil opgraderingerne betyde, at vind,- vand- og solenergi samt kernekraft kommer til at stå for omkring halvdelen af al ny energiproduktion i landet i 2020.

NEA gik ikke i detaljer med præcis, hvordan de omkring 500 milliarder kroner om året skal bruges.

Men investeringerne er bare endnu et tegn på, at Landet i Midten går all in på at erstatte fossile energityper.

Investeringer i vedvarende energi er generelt i vækst internationalt. I 2015 blev der fx installeret omkring 500.000 solpaneler om dagen rundt om i verden.

Men Kina fører an. Ifølge International Energy Agency stod landet for omkring 40 procent af al vedvarende energiforøgelse - og halvdelen af vindenergiforøgelserne på verdensplan.

Landet installerede to vindmøller i timen i 2015 og blev i 2016 verdens største producent af solenergi.

I sidste måned meddelte Kinas udvikling- og reformkommission ifølge The Guardian, at solenergi vil modtage over 1000 milliarder kroner i investeringer over de næste fem år - fordi landet regner med at femdoble deres solenergi-kapacitet.

På trods af de voldsomme investeringer vil vedvarende energi dog stadig kun udgøre omkring 15 procent af landets enorme energiforbrug i 2020.

Facebook
Twitter