Klimaforandringerne truer isbjørne: Se det ske på dr.dk og DR3

Mens politikerne snakker ved klimakonferencen COP22 i Marokko, er Lars Ostenfeld og DR3 taget til byen Churchill i Canada for at se konsekvenserne af klimaforandringerne.

Isbjørnene ved byen Churchill i Canada er nogle af de første, der for alvor mærker konsekvenserne af klimaforandringerne. (© DR / Lars Ostenfeld)

Klimaforandringerne har allerede nu store konsekvenser for dyr og planter på Jorden. Og det måske mest tydelige eksempel er isbjørnene i Arktis.

Bjørnene er afhængige af havisen for at overleve. Men de stigende temperaturer betyder, at havisen forsvinder.

Mest tydeligt er det måske ved den canadiske by Churchill, der ligger i Hudsonbugten. Byen ligger i det område, hvor de sydligste isbjørne lever. Den globale opvarmning betyder, at havisen lægger sig senere på året og bryder op tidligere om foråret.

Sidste år var havisen væk i 143 dage, og det betyder sultne og farlige bjørne, som kommer tæt på mennesker.

Live fra tundraen

For hvert år der går, bliver den isfrie periode én dage længere, og ved 160 dage kan bjørnene ikke klare sig længere, mener forskerne.

Den problematik har tv-tilrettelægger og instruktør Lars Ostenfeld og DR tænkt sig at dokumentere. Han er taget til Churchill for at vise konsekvenserne af klimaforandringerne.

Den kommende uge sender vi Live fra tundraen og viser isbjørnenes kamp mod varmen. Vinteren betyder, at bjørnene søger ud mod havet, mens de venter på hav-isen fryser til, så de kan jage deres vigtigste fødekilde: sæler. Og derfor passerer de igennem byen Churchill.

Håber på mange isbjørne

- Jeg synes, at DR's mission er vigtig, da isbjørnen er et top-rovdyr, sejt og en stor overlever på et af klodens barske steder. Og det kan godt være, at det ser koldt ud, fordi der er sne. Men klimaet ér bare varmere end tidligere, siger Lars Ostenfeld.

Hvert år i november vandrer flere hundrede magre og sultne isbjørne rundt ved Churchill, men det er selvsagt uvist,hvor mange man kommer til at se på dr.dk og DR3 i den kommende uge.

- Alt kan ske i naturen. Jeg har prøvet at love, at en ulv ville kigge forbi et webcam i 12 dage, hvor den ikke kom. Så dét med at lave en aftale om, at der kommer isbjørne og kæmper, og at vi skal se unger med deres mor, tør jeg ikke, siger Lars Ostenfeld.

Isbjørne i internat

Lars Ostenfeld skal i hvert fald med helikopter ud til en hule og ind i den og se den.

- Jeg har også en aftale om at flytte en isbjørn, der lige nu sidder i ’fængsel’. Den blev fanget for to uger siden, da den kom for tæt på byen. Og så skal jeg med en kæmpe stor monstertruck af en bil ud på tundraen og lede efter isbjørne, fortæller Lars Ostenfeld fra Churchill.

Kig med på dr.dk, når vi sender live fra tundraen og Churchill mandag til fredag fra klokken 15:00. Og se video, læs artikler og gå på opdagelse i grafikker om isbjørne på DR Viden.

Facebook
Twitter