Løb en tur: Motion opvejer luftforureningens skadelige effekt

Det er sundere at træne end ikke træne, selv om luften indeholder skadelige partikler, viser dansk forskning.

Selv om man ikke skal droppe løbeturen af fare for luftforurening, råder forskerne fra Københavns Universitet folk til at træne og cykle i områder væk fra de mest trafikerede veje, når det kan lade sig gøre. Her løber en mand langs havnefronten i København. (Foto: Maridav © Scanpix Iris)

Det er ikke luftforureningen i danske byer, der skal holde dig fra at snøre løbeskoene og træne.

Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at gevinsten ved at træne overstiger de negative effekter ved luftforurening.

- Selv for dem, der er lever i de meste forurenede områder i København, er det sundere at tage ud at løbe eller cykle til arbejde, end det er at være inaktiv, siger lektor Zorana Jovanovic Andersen fra Institut for Folkevidenskab ved Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Fedme er værre end luftforurening

Forskere har i flere år diskuteret, om træning er skadelig i luftforurenede områder, fordi man har behov for at indånde mere luft i lungerne, når pulsen kommer op.

- Luftforurening bliver ofte opfattet som en barriere for at træne i byområder. Men i lyset af de stigende sundhedsproblemer i samfundet på grund af inaktivitet og fedme, støtter vores forskning indsatsen for at promovere motion selv i byområder med høj luftforurening, siger Zorana Jovanovic Andersen.

Stor befolkningsundersøgelse

Forskningsresultatet bygger på undersøgelser af 52.061 danskere i alderen 50-65 år fra Aarhus og København.

Forskerne fulgt deltagerne i årene 1993-1997 og registrerede deres fysiske aktivitet både med hensyn til træning, transportform og havearbejde. I forskningen har man taget højde for deltagernes bopæl og luftforureningen i de områder.

5500 deltagere døde før 2010, og der var omkring 20 procent færre dødsfald blandt folk, som trænede end blandt dem, der ikke trænede.

Og det havde ingen betydning, om folk boede i de mest forurenede områder i det centrale Aarhus og København eller tæt på meget trafikerede veje og motorveje, så længe de motionerede.

Vælg grønne stier når du kan

For nyligt viste et forsøg i Videnskabsmagasinet på DR3, at antallet af skadelige nanopartikler i luften var dobbelt så høj på den trafikerede vej som på én af de nye supercykelstier, der kørte parallelt med vejen, men i et mindre trafikeret område.

Og forskerne fra Københavns Universitet råder da også folk til at træne og cykle i grønne områder væk fra de mest trafikerede veje, når det kan lade sig gøre.

Forskerne siger også, at der kan være storbyer, hvor luftforureningen er væsentlig højere end i Danmark, og hvor skadeseffekten af de farlige partikler kan overstige sundhedseffekterne ved træningen.

Forskningsresultatet er netop blev offentliggjort i tidsskriftet Environmental Health Perspectives.

Facebook
Twitter