Natron kan erstatte giftige sprøjtemidler til frugttræer

Økologer kan bruge bagemiddel mod sygdomme i frugt og grønt, hvis EU giver lov.

Hvis en frugtplantage bliver ramt af svampe, vil det kunne ødelægge store dele af høsten. (Foto: Kåre Nejmann- DR Syd)

Hvis frugttræer bliver angrebet af svamp, kan det ødelægge en hel høst, hvis ikke svampen bliver bekæmpet.

I mange år har man vidst, at hævemidlet natron kan bruges mod svampe i frugt og grønt.

Nu har Miljøministeriet bedt EU om at godkende fødevarestoffet natron som et alternativt sprøjtemiddel, som fx økologer kan bruge. Det vil i givet fald få karakter af 'basisstof', som er et stof, der er alment tilgængeligt.

Tidligere brugte man natron

- Før i tiden var det almindeligt, at fx biodynamiske landbrug brugte natron blandet op med vand og så sprøjtede fx frugttræer med natronvandet, forklarer cand.scient. Henrik F. Brødsgaard fra Miljøstyrelsen til dr.dk/viden.

Men siden EU tilbage i 1990'erne fik nye regler for plantebeskyttelse, har man ikke måttet bruge det.

Natron - natriumbicarbonat - bruges mange steder som hjælpestoffer i fremstillingsprocesser inden for industrien. Og natron findes i forskellige renhedsgrader; kvaliteter.

Fx vil en 'teknisk' kvalitet ikke være så rent som en fødevare-kvalitet. Mens noget, der er medicinsk rent, er det endnu mere rent.

Miljøministeriet har søgt EU's godkendelse til at bruge natron i fødevarekvalitet, siger Henrik F. Brødsgaard.

Vil fremme lysten til alternative sprøjtemidler

På sigt håber Danmark på at kunne få endnu flere stoffer som for eksempel mælk og kaffe godkendt til at bekæmpe skadedyr og svampe.

- Jeg vil gerne have, at det bliver lettere for frugtavlere at bekæmpe svampe og skadedyr uden omkostninger for miljø og sundhed, siger miljøminister Kirsten Brosbøl ifølge en pressemeddelelse.

- Derfor håber jeg, at vores ansøgning til EU også kan være med til at få flere konventionelle frugtavlere til at omlægge til økologi, siger hun.

Øger støtten til miljøvenlige alternativer

Siden 2010 har Danmark haft sat 12 millioner kroner af til støtte til virksomheder, der gerne vil forske i miljøvenlige alternativer til sprøjtemidler.

Markedet i Danmark var så lille, at udenlandske virksomheder ikke ville markedsføre midlerne i Danmark.

Nu udvider Danmark ordningen, så virksomheder også kan få tilskud til dækning af de gebyrer, det koster, når de danske myndigheder skal godkende alternative sprøjtemidler i Danmark.

Facebook
Twitter