Ny smart-emballage skal begrænse madspild - også hos singler

Et samarbejde mellem producenter af fødevarer og emballager, dagligvarekoncernen Coop, Stop Spild af Mad og Teknologisk Institut bærer nu frugt.

Igen for meget salat til husholdningen, samtidig har husmoren ... opbevaret salaten helt forkert i posen, så salaten er ved at gå i forrådnelse. Den nye type emballage til salat sørger for ventilation, så man undgår for meget og for lidt ilt i pakken. (Foto: Hanne Kokkegård - DR Videnskab © Hanne Kokkegård - DR Videnskab)

Du kender det måske fra dig selv. Du køber salat, men der er for meget i pakken, så den når at blive smattet eller visner i køleskabet.

Op mod 20 procent af de fødevarer, vi køber, ender i skraldespanden, fordi vi ikke når at spise dem. Eftersom salat er svær at opbevare korrekt, går meget af det til spilde.

Nu har Teknologisk Institut sammen med fødevareproducenter, emballage- og maskinvirksomheder og Coop udviklet nye emballagetyper med fokus på måltidstørrelser for at komme spildet til livs. I den kommende tid skal Coops forbrugerpanel og testfamilier fra forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad prøve de nye løsninger af.

Gulerødder, salat og kødpålæg – også til singler

Projektet indebærer, at forbrugerne kan få gulerødder fra Gl. Estrup Gartneri pakket i 3 rum med 5 stykker i hvert rum.

Familierne skal også teste en ny pakning udviklet af AP Grønt og Scanstore med babysalat, hvor bakken er delt op i tre ventilerede rum.

Ligesom Tulip Food Company har fået udviklet en smart pålægspakke, hvor folien beskytter kødet mod ødelæggende lyspåvirkning, der får pålægget til at se gammelt ud, og samtidigt lukker pakken bedre end tidligere.

Pakkestørrelserne skal også tilgodese madbehovet hos de 1/5 del af befolkningen, der er singler og normalt spiser alene.

Meget frugt, grønt og pålæg går til spilde

Virksomhederne har selv valgt de produkter, de vil arbejde med, og så finder man sammen en model.

- Vi har valgt de fødevarer, som har det største potentiale for at minimere madspildet. Fx udgør potentialet for at mindske madspildet af frugt, grønt og pålæg 68 procent af det samlede madspild, siger seniorkonsulent hos Teknologisk Institut Helle Antvorskov til DR Viden.

Emballage med ventilation

Instituttet forsker meget i at udvikle emballage, hvor ventilationen i emballagen passer til forskellige frugt og grønt.

- Det er vigtigt, fordi frugt og grønt er levende og bruger ilt og producerer kuldioxid efter, at det er høstet. Hvis der er for meget ilt (som i atmosfæren), vil det hurtigt blive overmodent og ’gammelt’. Mens hvis der er for lidt ilt og for meget kuldioxid, bliver det kvalt: rådner og danner lugtstoffer, forklarer Helle Antvorskov.

Derfor er det også en dårlig idé at pakke salat i lufttætte poser for at holde på fugten. Den nye type emballage beskytter salaten mod udtørring og genopretter den rigtige gassammensætning i emballagen på grund af salatens egen respiration.

TI: Emballagen gavner miljøet

Teknologisk Institut arbejder også med at udvikle papir, der er lige så godt som emballage af plast.

- Emballagen anses af mange for at være en stor belastning for miljøet, men emballagens påvirkning af miljøet er minimal i forhold til, at den rent faktisk forlænger holdbarheden af fødevarerne, siger Helle Antvorskov.

Forskning i forbedret fødevareemballage gavner i øvrigt også danske fødevarevirksomheder eksportmæssigt, fordi maden holder kvaliteten i længere tid.

Projektet er støttet økonomisk af Natur- og Erhvervsstyrelsen gennem Grønt Udviklings- og Demonstrations Program (GUDP).

Facebook
Twitter