Ny Vestas gigant-møllepark leverer strøm til 230.000 engelske hjem

Blot én omdrejning fra en enkelt vindmølle kan sikre strøm til et hjem i et helt døgn.

Vindmølleparken Burbo Bank ligger ud for Liverpool på Englands vestkyst. (© DONG Energy A/S)

Verden har fået endnu en vindmøllepark - men ikke en hvilken som helst en af slagsen.

Burbo Bank Extension, som vindmølleparken hedder, består nemlig af de 32 gigantiske vindmøller produceret af MHI Vestas Off-shore Wind.

Sammenlagt kan de nye vindmøller producere strøm til 230.000 engelske hjem.

I familie med en rekordholder

De 32 nye vindmøller er de såkaldte V164-8.0 MW-vindmøller. Det er den samme type, der også står i Testcenter Østerild i Thy.

Vindmøllen i Testcenter Østerild er den hidtil største på kloden med 222 meter fra jord til vingespids og tre vinger, der hver er 80 meter lange. Vindmøllerne i den nye vindmøllepark følger godt med i størrelsen med en højde på 195 meter.

Vindmøllen i Østerild slog i sin tid rekorden for mest produceret energi i løbet af 24 timer, og forventningen er, at også den nye vindmøllepark vil imponere med sin energiproduktion.

Masser af klimavenlig energi

Hver af de nye vindmøller kan producere 8 MW energi eller sammenlagt 256 MW fra hele anlægget.

Ifølge DONG Energy, der er en af parterne bag vindmølleparken, kan bare én omdrejning på en vindmølle genere strøm nok til at sikre elforbruget i en engelsk hjem i 29 timer.

Alene én af de nye vindmøller producerer mere energi end Vindeby - verdens første vindmøllepark - der blev opført for 25 år siden.

Om Burbo Bank

  • Den såkaldte Burbo Bank Offshore Wind Farm åbnede første gang i 2007. Den ligger ud for den engelske storby Liverpool.

  • Da den åbnede var der installeret 25 Siemens vindmøller med en kapacitet på 3,6 MW hver.

  • Man har besluttet at udvide vindmølleparken med 32 8 MW-vindmøller af samme type, som dem der findes i Testcenter Østerild i Danmark.

  • Vindmølleparken er et samarbejde mellem DONG Energy, PKA og KIRKBI A/S, der er moderselskab til LEGO-koncernen.

Facebook
Twitter