Plastikposer kan omdannes til køreklar diesel

Nyt amerikansk forskningsresultat viser hvordan man omdanner plastikposer til blandt andet brændstof.

Et nyt forskningsresultat viser hvordan man kan genanvende op mod 80% af plastikposers indhold til diesel, som kan hældes direkte i tanken. (Foto: JEFF PACHOUD © Scanpix)

En stor del af de plastikposer vi bringer vores varer hjem i, ender i verdenshavene og den øvrige natur. Og mens vi danskeres forbrug er ganske beskedent i det store billede, smider amerikanerne omkring 100 milliarder poser ud hvert år. Heraf genanvendes kun omkring 13 procent.

Derfor kommer der på verdensplan større og større fokus på, at genanvende plasten.

På centret for bæredygtig teknologi på universitetet i Illinois, har et forskerhold fundet ud af hvordan man kan opvarme og destillere plastikposer baseret på polyethylen og udvinde overraskende meget brændstof ud af dem. Blandt andet diesel, der kan hældes direkte i tanken.

Helt op til 80 procent af posens indhold kan omdannes til brændstof

- Normalt kan man udvinde mellem 50 og 55 procent af råolien til diesel, men da plastikposer er lavet af raffineret olie allerede, kan vi næsten komme op på 80 procent, fortæller ledende forsker Said Brajendra Kumar Sharma i en pressemeddelelse, i forbindelse med offentliggørelsen af holdets opdagelse.

En opdagelse som er beskrevet i tidsskriftet Fuel Processing Technology.

Det er som sådan ikke nyt at omdanne blødt plastik til dieselolie, men Sharma og hans hold har forfinet metoderne, så slutproduktet lever op til de internationale standarder for dieselens kvalitet.

- Vores dieselblanding havde et energiindhold på højde med konventionelt produceret diesel, et højere cetantal og en bedre smøreevne, forklarer Sharma.

Kan tilsættes direkte i almindelig diesel

Forskerne var i stand til at blande op til 30 procent af deres plastikposebaserede diesel i den konventionelle diesel og fandt ingen problemer efterfølgende.

- Det er perfekt, siger den ledende forsker.

- Vi kan ganske enkelt tilsætte produktet direkte i den almindelige diesel, uden at ændre på andre forhold.

Plastikposer er en væsentlig kilde til mikroplast i verdenshavene

Plastikposer udgør en væsentlig andel af den mikroplast, der føres omkring i verdenshavene og er fundet overalt fra Nord- til Sydpolen.

Mens mikroplasten bliver optaget af organismer helt ned på plankton-niveau, er der utallige eksempler på, hvordan større stykker plast udsætter dyrelivet for farer på mange niveauer.

Facebook
Twitter