Rapport: Prisen på vedvarende energi falder drastisk

Gennemsnitsprisen for elektricitet fra vindmøller og solceller falder op til 59 pct inden 2025, siger organisationen IRENA.

Prisen for solceller er faldet med 80 procent siden 2009. Her ses et solcelleanlæg i Tyskland. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Vedvarende energikilder bliver stadigt billigere, og prisen bliver efter alt at dømme ved med at falde de kommende år.

Det er konklusionen i en ny rapport fra International Renewable Energy Agency (IRENA).

Den vægtede gennemsnitspris på elektricitet (LCOE) fra fem forskellige typer vedvarende energi, falder gennemsnitligt med over 30 procent de næste ni år, forudser rapporten.

Organisationen har beregnet prisudviklingen for solceller, solkraftværker, onshore vindkraft og offshore vindkraft.

Alle typer vedvarende energi falder

De seneste år er prisen for strøm fra vedvarende kilder faldet drastisk. Og flere typer vedvarende energi er nu konkurrencedygtige med fossile brændstoffer, mener IRENA.

Prisen på elektricitet fra solceller faldt med 58 procent mellem 2010 og 2015, mens selve solcellerne blev 80 procent billigere i samme periode. Prisen på vindturbiner faldt også mellem 30 og 40 procent.

De forudser, at prisen for energi fra solceller kommer til at falde med op til 59 pct i gennemsnit inden 2025, fra 0,13 dollars til 0,06 dollars per kilowatttime.

Samme udvikling ses for solkraftværker baseret på spejle og soltårne - omend kun med op til 43 procent.

IRENA forventer også at vindenergi bliver billigere. Prisen forventes her at falde med op til 26 procent for onshore vind og 35 procent for offshore.

Organisationen skriver dog også i rapporten, at den udvikling de forudser kræver, at der er politisk og lovmæssig vilje til at fortsætte med at støtte de vedvarende energikilder.

IRENA har hovedkvarter i Masdar City i Abu Dhabi. Byen er arkitekttegnet og planlagt til at være 100 pct CO2-neutral - blandt andet ved hjælp af vedvarende energi. Masdar City er stadig under opførelse, da den blev forsinket på grund af den globale finanskrise i 2007.