Regeringen vil skrotte kul til elproduktion i 2030

Nye havvindmølleparker er billigere end nye kulkraftværker, lyder begrundelsen.

Regeringen vil satse på vedvarende energikilder i Danmark i fremtiden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Kul skal være helt udfaset af Danmarks elforsyning inden 2030.

Det vil regeringen officielt meddele i dag på klimatopmødet COP23 i Bonn, hvor man har valgt at gå med i en koalition af lande, der vil udfase kul fra elproduktionen.

- Prisen på vedvarende energi rasler ned, og vi er nået til et punkt, hvor nye havvindmølleparker er billigere end nye kulkraftværker i Danmark. Kul er stærkt forurenede, og vi vil gerne vise, at vi er parate til tage et international lederskab, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Koalitionen består af 15 lande fra hele verden med Storbritannien og Canada i spidsen for initiativet. Landene forpligter sig blandt andet til at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden for landenes beføjelser.

Ministeren mener, at det er essentielt at tage del i fællesskabet for at leve op til klimaløfterne fra Paris-aftalen, der blev indgået for to år siden.

- Det er afgørende, at vi viser det gode eksempel. Når vi er ude i verden og gerne vil have andre lande - ikke mindst udviklingslandene - til at omstille sig, så er det vigtigt, at vi går foran, siger han.

Og landene der mødes på klimatopmødet er allerede på vej i den rigtige retning. Sidste år blev der på verdensplan investeret 1.550 milliarder kroner i ny vedvarende energiteknologi som solceller og vindmøller, viser tal fra FN’s miljøprogram, UNEP. Det var mere end en fordobling sammenlignet med 2006, hvor det tilsvarende tal lå på 724 milliarder kroner.

Flere kraftværker har allerede egne mål

I Danmark er der tre store kulfyrede kraftværksblokke tilbage på henholdsvis Esbjergværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket.

Dong Energy, der ejer Esbjergværket og det mindre Asnæsværk, har allerede besluttet, at det fra 2023 skal være helt slut med at fyre med kul på selskabets kraftværker. Der pågår nu en dialog med varmekunderne i Esbjerg om at omstille Esbjergværket væk fra kul.

Og de to andre kræftværker har ligeledes meldt ud, at de inden 2030 vil gå væk fra at bruge kul.

Når værkerne har meldt det ud, er det så ikke bare en gratis omgang?

- Det handler om, at vi internationalt sender et klart signal om, at vi i Danmark vil af med kullene. Heldigvis er der en række af værkerne, der har taget initiativ til, at de vil af med kullene. Men der er enkelte tilbage, som jeg nu vil gå i dialog med og forhåbentlig kan få en fornuftig aftale med, siger Lars Chr. Lilleholt.