Rynket rose (Rosa rugosa) eller Hybenrose er egentlig en smuk busk med røde eller hvide blomster, en dejlig, kraftig duft og flotte og nyttige hyben. Men den er mere end det. Rynket Rose er en invasiv art, der giver alvorlige problemer i den danske kystnatur.
Og truslen mod de sårbare kystområder er så alvorlig, at Naturstyrelsen bruger mange kræfter og penge på at bekæmpe den rynkede rose. Et af de seneste tiltag kommer gennem projektet LIFE, som blandt andet finansieres gennem EU.
En quiz på mobiltelefonen skal gøre både strandgæster og sommerhusejere opmærksomme på, at Rynket Rose skal bekæmpes. For det var sommerhusejerne, der i første omgang tog de hårdføre buske med ud i de sårbare klitområder, men nu er det os alle, der har et ansvar for, at den ikke breder sig.
Rynket rose kvæler alt andet liv
Rynket Rose stammer oprindeligt fra det nordøstlige Asien og blev herfra indført til Danmark som prydplante en gang i 1800-tallet. Den blev første gang observeret vild i den danske natur i 1875.
I Danmark er Rynket Rose meget almindelig og kendes i alle landets egne, hvor den kan dække store arealer. Så længe den holder sig i haver og byer, er den ikke det store problem. Men i de seneste årtier har planten invaderet mange strande og store kystområder, og der breder den sig med lynets hast, fordi der er lys og luft og ingen fjender.
Problemet er, at mange godt kan lide Rynket Rose, fordi den er smuk, hårdfør og de saftige eller orangerøde hyben giver dejligt marmelade fyldt med C-vitaminer. Men den er også en dræber i kystområderne, fordi den kvæler alt andet liv.
Invasive arter er en stor trussel mod biodiversiteten
Problemet med invasive arter er så stort, at der på EU- og regeringsniveau bliver lavet forordninger og love, der skal sikre, at planter ikke indføres uden regler. Men det kan være sværere at regulere for eksempel invasive arter i havet, eller dyr, der vandrer over grænser, forklarer biolog Hans Erik Svart fra Naturstyrelsen.
- Invasive arter er per definition dårlige for det miljø, de indtager. De kvæler det oprindelige liv, og derfor skader det den biodiversitet, der var i forvejen. Det er en trussel, der skal tages alvorligt, siger han.
I Danmark er de to mest problematiske invasive arter Bjørneklo og Rynket Rose. Og netop derfor bliver der gjort mange forsøg på at udrydde dem.
Det seneste skud på stammen er altså en quiz på telefonen, der skal få sommerhusejere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger Rynket Rose på planteskolen. For den gør intet godt for naturen.