Satellitfotos kan hjælpe Borneos regnskov

30 procent af skoven er forsvundet på 40 år, viser forskning, der kan bevare regnskoven.

Satellitfotos har gjort det muligt at få et overblik over, hvordan skoven på Borneo er blevet forandret de seneste 40 år. Figur til venstre: Skov (mørkegrøn) og ikke-skov (hvid) i 1973. Figur til højre: Skovrydningen (rød) i perioden 1972 til 2010. (© PLoS ONE / Center for International Forestry Research- Indonesien.)

Regnskoven på Borneo er i stigende grad blevet påvirket af skovhugst og brand og behovet for plads til plantager til produktion af palmeolie.

30 procent af det oprindelige skovareal er faktisk forsvundet inden for de seneste 40 år.

Det viser ny forskning fra Center for International Forestry Research i Indonesien.

Første overblik over regnskoven

Forskerne og myndighederne har haft svært ved at få overblik over, hvor megen oprindelig skov, der reelt er forsvundet på Borneo.

Og det har gjort det svært at planlægge en egentlig skovbeskyttelse.

Men nu har forskerne med David Gaveau i front analyseret LANDSAT-satellitbilleder fra perioden 1973 til 2010.

Fremtidige bevaringsarbejde

Satellitbillederne giver et overblik over mønstret i skovrydningen. Og forskerne håber, at man kan bruge overblikket i det fremtidige bevaringsarbejde.

Over 389.000 km2 af Borneo er i dag enten helt eller delvist dækket af skov.

På de to billeder her i artiklen kan man se, hvordan den oprindelige skov er forsvundet. Man kan også, hvor palmeolieplantagerne er skudt op. Omkring 85 procent af verdens palmeolie bliver produceret i Malaysia og Indonesien.

Forskningsresultatet er offentliggjort i tidsskriftet PLoS ONE og kan læses frit på nettet.

Figur til højre: Oprindelig skov (mørkgrøn), anden skov (lysegrøn), palmeolieplantager (sort) (© PLuS ONE / Center for International Forestry Research- Indonesien.)
Facebook
Twitter