Skismøring kan være en giftig sag. Derfor bruger de professionelle skismørere åndedrætsværn og udluftning, når de behandler skiene for at beskytte sig mod fluorpulver og gasser.
Nu viser en rapport fra Miljødirektoratet i Norge, at de giftige stoffer bliver liggende i skisporet uden at blive nedbrudt, og stofferne er fundet i regnorme, skriver NRK.no.
- Det er en gift, som aldrig forsvinder. Værdierne er endnu højere oppe i fødekæden, og til slut havner de i mennesker. Konsekvensen hos både regnorme og os er blandt andet DNA-ændringer, som kan føre til kræft, siger Dorte Herzke, forsker ved Norsk institutt for luftforskning, NILU.
Opfordrer producenter til at finde alternativer
Miljødirektoratet overvåger områderne ved Holmenkollen og Voksenåsen, som bliver brugt både til konkurrencer og træning.
EU arbejder på at forbyde flourstoffer som PFOA (perfluoroctancarboxylat), der blandt andet findes i tøjimprægnering og skismøring. Og Norge støtter EU-landenes initiativ.
Selv om flere producenter af skismøring har fjernet enkelte giftige stoffer fra deres produkter, mener Miljødirektoratet, at industrien må gøre mere for generelt at finde alternative stoffer til skismøring.