Døde pattegrise, højt antibiotikaforbrug, halebid, fixerede søer og dårlig økonomi. Dansk svineproduktion er effektiv, men samtidig kæmper besætninger med dårlig dyrevelfærd og sygdomme, der også rammer os forbrugere gennem multiresistente bakterier.

Svineproducenten Søren Juul Jensen i Hornborg uden for Horsens har ved siden af sin traditionelle svineproduktion udtænkt et nyt koncept, hvor pattegrise bor i samme flok og ikke flyttes så meget rundt. Altså lidt som man gjorde før i tiden på gårdene.

Det har reduceret medicinforbruget, idet 75 procent af grisene i de nye stalde aldrig får antibiotika. Samtidig gavner det dyrevelfærden og økonomien, fordi han kan producere grisene hurtigere end tidligere, forklarer Søren Juul Jensen til Orientering på P1.

Slagtesvin flytter meget rundt

Traditionel svineavl er tredelt. De først 28 dage bor pattegrisen i farestalden sammen med sin mor, så flyttes pattegrisene til klimastalden, hvor de går, fra de vejer cirka 7 kilo, til de vejer omkring 30 kilo.

Derefter flyttes de til en ny stald, hvor de fedes op, inden de sendes til slagtning, når de vejer cirka 100 kilo.

Men der typisk mange flere skift, fx mellem flere gårde, og måske sendes nogle af grisene til Tyskland og Polen for at blive fedet op.

Sorteres efter vægt

Derudover sorterer man grisene efter vægt, så de store går sammen med de store, og de små går sammen.

I Danmark udgør svineproduktionens andel af det samlede medicinforbrug til husdyr 80 procent. Og 75 procent bruges i mellemfasen fra grisene tages fra soen, til de vejer 30 kg.

De mange flytninger af smågrisene, øger risikoen for mere stress og flere infektioner, som behandles med antibiotika.

Ny svinekoncept i Horsens

Søren Juul Jensen har over et par år udviklet sit nye koncept FTS – fødsel til slagtning - hvor grisene bliver samme sted og sammen med sit eget kuld uanset deres vægt, indtil de bliver sendt til opfedning. Hans erfaringer er gode.

- Grisene får lov til at blive i stien, mens man flytter soen efter fem uger. Det har den fordel, at den lille, nye gris ikke skal finde et nyt sted at sove, men kan blive i sin lille, varme hule, og den møder heller ikke nye bakterier eller nye grise, fordi den fortsætter med at gå i den samme sti og sammen med sit kuld, forklarer Søren Juul Jensen.

Det betyder, at 75 procent af grisene i hans nye stalde ikke bliver syge og dermed ikke skal have antibiotika.

Uændret pattegrisdødelighed

Pattegrisdødeligheden har hans nye produktionskoncept dog ikke forbedret.

Den ligger omkring landsgennemsnittet på 15 procent døde af levendefødte grise, for godt nok har han lidt færre dødfødte pattegrise, men der dør lidt flere smågrise, fordi søerne kommer til at lægge sig på dem. Det er blandt andet derfor, at man i traditionel drift har søerne til at ligge i særlige bøjler, så man undgår, at de maser pattegrisene.

God forretning for Søren Juul Jensen

Søren Juul Jensen er godt tilfreds, selvom han har brugt ekstra penge på de nye stalde, for i sidste ende kan det vise sig at være det mest økonomiske.

- Renten er lav, så det er billigere at bygge, sygdomstrykket i besætningen er lavere, arbejdstiden er lavere. Tidsmæssigt bruger vi 22 uger på at lave et slagtesvin, hvorimod de meste effektive af de andre bruger 25 uger, forklarer Søren Juul Jensen. - Det vil sige mindre arbejde, kortere produktionstid og mindre medicin. Summa summarum, når man tager i betragtning, at jeg ikke kuperer haler, har løsgående diegivende søer og et meget lavt antibiotikaforbrug, er jeg overbevist om, at det her er den billigste måde at producere på, siger Søren Juul Jensen.