Soldreven myggefælde med menneskeduft slår malariamyg ihjel

Lugten af mennesker er effektiv til at lokke malariamyg ind i fælder, viser internationalt forsøg fra Kenya.

På grafikken fra Wageningen University i Holland kan du se, hvordan man bekæmper malariamyggen på den kenyanske ø Rusinga. (Foto: Wageningen University © Wageningen University)

Hvert minut dør et barn af malaria. Ud over at koste tusindvis af menneskeliv hvert år, anslår FN, at sygdommen koster Afrika tolv milliarder dollars om året i sundhedsudgifter og tabt produktivitet, især i landbrugssektoren.

FN har erklæret, at sygdommen skal være udryddet i 2030, og derfor bliver der brugt mange kræfter på at udtænke og udvikle måder at stoppe malariamyggen på.

Nu har hollandske forskere udviklet en myggefælde, der lugter som et menneske for at lokke myggene i døden uden brug af giftstoffer, for myggene dør af dehydrering. Og metoden ser også ud til at kunne gøre det af med myg, der overfører zika-virus eller dengue feber.

25.000 øboer deltog i forsøget

For få uger siden kunne vi her på DR Viden fortælle historien om, at svenske og etiopiske forskere havde fundet ud af, at lugten af høns fik myggene til at vrænge på næsen og flyve bort.

Forsøg viste, at når landsbybeboerne tog en høne med ind ved sengen, nedsatte det risikoen for malariasmitte markant.

I det nye forsøg har forskere fra blandt andet Wageningen University i Holland testet metoden med myggefælder - tilsat materialer, der dufter som mennesker. Forsøget fandt sted på den kenyanske ø Rusinga i Victoriasøen, hvor befolkningen (25.000 mennesker) deltog i forsøget og blev grundigt informeret om malaria-bekæmpelse.

70 procent af myggene døde

På øen faldt antallet af den mest hyppige malariamyg med 70 procent, og der var 30 procent færre syge hos de familier, der havde modtaget myggefælden end hos de andre. Myggefælderne fik også følgeskab af anti-malaria-medicin og myggenet.

Myggefælden kræver strøm for at virke, og derfor har man sat små tavler med solpaneler op på husenes tage og tilsluttet myggefælden til solenergi-anlægget.

Myggebekæmpelsen har samtidig ført andet godt med sig, for solpanelerne skaffer familierne strøm inden døre til lamper og opladning af mobiltelefoner.

Undgår at gøre myggene resistente

Den ledende forsker, professor Willem Takken, er meget glad for, at det er lykkedes at finde et alternativ til kemiske bekæmpelsemidler.

I en nyhed på universitetets hjemmeside forklarer han, at risikoen ellers er, at myggene bliver resistente over for bekæmpelsesmidlerne.

Det vil være usandsynligt med myggefælden med menneskeduft, eftersom lokkemidlet netop er dét, som myggene normalt overlever af.

De hollandske forskere har udført det treårige forsøg sammen med schweiziske og kenyanske forskere. Og forskningsresultatet er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Sådan ser myggefælden ud. Strømmen sørger for, at myggefælden udsender duftsstoffer, der minder om mennesker. Når myggen flyver ind i fælden, er den fanget og vil dø af dehydrering. (Foto: Alexandra Hiscox © Wageningen University og Alexandra Hiscox)
Facebook
Twitter