To danske virksomheder har slået deres respektive ekspertiser sammen og har netop præsenteret et system, hvor solceller er indbygget direkte i tagpladerne.
Det fortæller bygherrerådgiver Poul Elmegaard fra den norske virksomhed Steni, der har specialiseret sig i facader til byggeriet. Herunder tagplader.
Fælles interesser gav nyt produkt
Han stødte tilfældigt ind i chefen for solcellevirksomheden Gaia Solar og de to virksomheder fandt hurtigt ud af, at have fælles interesser og at deres produkter kunne integreres i hinanden.
- Der er ikke mange producenter der laver plane plader som tagprodukt og det passer perfekt med solcellerne, fortæller Poul Elmegaard, der onsdag kunne præsentere de to virksomheders nyeste produkt under messen Building Green i Forum i København. En messe hvor 135 udstillere viser frem af de mange muligheder der findes for bæredygtigt byggeri.
Mens Steni pladerne har en levetid på mere end 60 år, kan solcellepladerne producere strøm i mellem 25-40 år.
Primært til brug på større ejendomme
Solcellen kan udformes på samme måde som tagpladen, så når den ikke producerer strøm længere, kan den enten skiftes ud med nye solceller, eller blot leve videre som en ganske almindelig del af taget, fortæller Poul Elmegaard.
Ideen er primært udtænkt til brug i større boligforeninger, hvor mange husstande er under samme tag.
- Dels er de nuværende regler for tilskud til solcellestrøm ikke så attraktive, som de har været, og det gør, at der er lagt en voldsom bremse på hvad private vil investere i, siger Poul Elmegaard, der til gengæld ikke tvivler på at den grønne energi har stor betydning imagemæssigt:
- Vores opfattelse er, at boligforeninger, virksomheder og kommuner ser det som et godt signal at anvende solceller, siger han.