Tre lande vil opføre kunstig “energi-ø” i Nordsøen

En kæmpe kunstig ø midt i Nordsøen skal i fremtiden forsyne 80 mio. europæere med strøm, hvis det står til Danmark, Holland og Tyskland.

Ude midt i Nordsøen - ca. 100 kilometer fra Englands kyst - ligger sandbanken Dogger Banke.

Her blæser det - meget og ofte. Og her er også relativt lavvandet.

Derfor er det et oplagt sted at lave et knudepunkt for fremtidens el-system, mener Danmark, Holland og Tyskland, der nu går sammen om at undersøge muligheden for at bygge en seks kvadratkilometer kunstig ø med egen landingsbane og havn midt på sandbanken.

Rundt om øen kan tusindvis af havmøller sættes op, og havmølleparker fra de forskellige lande omkring Nordsøen kan kobles sammen og sende strøm ud til forskellige landes forbrugere på kryds og tværs.

Det skal gøre fremtidens vindenergi billigere, skriver det offentlige energiselskab, Energinet.dk, i en pressemeddelelse.

- Det lyder måske skørt og science fiction-agtigt, men en ø på Dogger Banke kan vise sig at gøre fremtidens vindenergi meget billigere og mere effektiv, siger Torben Glar Nielsen, teknisk direktør i Energinet.dk.

Skal forsyne 80 mio. europæere

Ifølge det danske energiselskab er ideen i første omgang at gøre øen til knudepunkt for op til 30 gigawatt (GW) vindmøllestrøm.

Til sammenligning er det samlede danske elforbrug i dag maksimalt 6,1 GW.

På sigt er visionen, at der skal være i alt 70-100 GW vindmøller - måske flere - på øen.

70 GW er nok til at forsyne omkring 80 millioner europæere med strøm, skriver Energinet.dk, der også fremhæver fire store fordele ved projektet:

  • Det blæser meget på Dogger Banke. Det giver mere strøm i flere timer. Desuden er der lavvandet, så havmøllerne er nemmere at opføre end andre steder.

  • Vindmølleparker fra flere lande kan kobles på øen. Når afstanden fra møllerne til land (i dette tilfælde den kunstige ø) bliver kort, bliver omkostningerne også mindre, fordi det bl.a. kræver kortere kabler ml. møllerne og land.

  • Søkablerne, som skal bruges til at få strømmen fra øen og ind til land, kan bruges som både ilandføringskabler og handelskabler. I dag bruges ilandføringskabler kun ca. halvdelen af tiden (fordi det ikke altid blæser). Ved at gøre dem til handelskabler mellem landene kan de bruges oftere.

  • Omkostninger til drift og vedligehold bliver lavere, fordi materialer kan opbevares på øen og ikke skal fragtes til øen fra fastlandet.

Energinet.dk underskriver den 23. marts en aftale med elselskaber i Holland og Tyskland om at undersøge muligheden for at opføre den kunstige energi-ø.

Facebook
Twitter